Vulkaner og Jordskælv

54 mød sine Palmetræer og en idyllisk lille Sø et yndet Maal for længere Udflugter. Som Vidnesbyrd om den vulkanske Natur fandtes noget nedenfor Toppen varme, svovlholdige Kilder netop paa det Sted, hvor det store Krater dannede1 sig i 1902. Paa Vestkysten, umiddelbart ved Bjærgets Fod og kun en Mils Vej fra Toppen laa den nu ødelagde By, St. Pierre, som med sine 26000 Indbyggere var den største og rigeste paa Øen (Fig. 14). Udbruddet i 1902 begyndte ganske svagt. I Aarets første Maaneder mærkedes af og til stærk Svovllugt paa Bjærget, og underjordisk Larm synes enkelte Gange at være hørt. Den 25. April saas de første svage Dampudstødninger, som viste, at Krateret nu var i Færd med at danne sig, og fra da af tiltog Vulkanens Virksomhed rask. Den 2. Maj begyndte Aske at falde i St. Pierre, og Askeregnen og Svovl- lugten tiltog de følgende Dage; den fine, hvidgraa Aske trængte ind og beklædte alt, saa at endog Negrene — skriver en St. Pierre-Avis i de Dage — syntes hvide. Imidlertid foruroligedes Befolkningen mere og mere ved den tiltagende Larmen fra Bjærget og ved de mægtige Askeskyer, som til Tider bredte Mørke over Byen. Fugle laa i Massevis døde paa Havet og paa Vejene, og Kvæget begyndte at blive sygt. Smaabækkene, som fra Mt. Pelée strømmer ned til alle Sider, begyndte at svulme op og føre en Mængde Dynd og Klippeblokke med. Den 5. Maj kom den første større Ulykke: en koghed, vældig Dyndstrøm løb med utrolig Fart ned ad Bjærget og begravede en stor Sukkerfabrik nær Byen. Befolk- ningen i St. Pierre blev nu greben af Panik: de faa Skibe, som forlod Byen, i de Dage, var overfyldte af Flygtninge, og mange drog bort til Lands. Til Gengæld kom et stort Antal Personer fra de paa selve Vulkanbjerget liggende Landsbyer og søgte Til-