Vulkaner og Jordskælv

55 flugt i St. Pierre. Autoriteterne stræbte imidlertid at berolige Befolkningen, saa godt det lod sig gøre; i Virkeligheden syntes der ikke at være overhæn- gende Fare hverken for Lavastrømme eller Dynd- strømme, da der laa flere Kløfter mellem Byen og Bjærget, og kunde det end tænkes, at Byen skulde begraves i Aske som i sin Tid Pompeji, vilde der dog rimeligvis blive Tid til at flygte. Mest frygtede man Jordskælv, som allerede saa mange Gange bar anrettet Ulykker i de Egne; men overfor denne Fare var den ene Del af Øen ikke sikrere end den anden. Det skulde komme ganske anderledes. Den 8. Maj, Kristi Himmelfartsdag, begyndte med klart Vejr, men fra Kl. 7 Morgen tiltog Bjærgets Uro; mange af Indbyggerne saas samlede paa Gader og Torve, hvor de betragtede det paa en Gang pragtfulde og frygtelige Skue af de umaadelige Røg- og Damp- masser, som fra Krateret hvirvledes op i bestandig skiftende Former og Farver, snart lysegraa, snart blaa og sorte. Pludselig, da Klokken var 2 Minutter over 8 (efter Fort de Frances Tid) hørte man en intensiv Larm, efterfulgt af en frygtelig Eksplosion: uhyre, mørke Skymasser stødtes ud af Krateret, og under dem. saas en næsten kulsort Sky, som ikke steg til Vejrs, men som kom rullende nedad med en Orkans Hastighed. Efterhaanden som den for frem, voksede den; dens forreste Del syntes lysende, sam- tidig med at dens øvre Partier tog Dagslyset bort. I Løbet af et Minut eller to havde den naaet og ind- hyllet St. Pierre, og Skyen for videre ud over Havet. Et Øjeblik efter slog Flammer ud fra omtrent alle Bygninger i Byen og Omegnen. Men Døden havde da allerede gjort sin Høst; paa to Undtagelser nær fik intet levende Væsen, som den Morgen opholdt sig i St. Pierre, Ødelæggelsens Resultat at se. Døds-