Vulkaner og Jordskælv

62 er at let forstaaelige Grunde ufuldstændige, men de giver dog noget Indblik i Dødsskyens Beskaf- fenhed. Negeren Ciparis var indespærret i Kælderen i Byens Fængsel, i et Rum uden Vinduer, kun med et Gitter i Døren. Paa Ulykkesdagen, mens han ventede paa sin Morgenmad, blev hans Rum pludse- lig bælgmørkt, og hed, askefyldt Luft strømmede gennem Gitteret ind i hans Celle. Han følte en for- færdelig Smerte, idet Luften brændte ham, men han hørte ingen Larm, saa’ ingen Røg og mærkede ingen Lugt uden den af hans eget brændte Kød. Han raabte og skreg i Dødsangst. Heden varede kun et Øjeblik og tændte ikke engang Ild i hans Klæder, men under disse blev han frygtelig forbrændt, især paa Ryggen og Benene. Falde tre Døgn tilbragte han i utrolige Lidelser og Angst, indespærret i Cellen og uden at begribe, hvorfor alt var dødsstille, og hvorfor slet ingen svarede paa hans Raab. Føde flk han ikke, men Drikkevandet i Cellen havde Askeskyen skaanet. Endelig om Søndagen den Ilte hørte han Stemmer, og det lykkedes ham at blive hørt igen. Han blev befriet og bragt i omsorgsfuld Pleje. Senere flk man at vide, at der endnu var i det mindste én af St. Pierres Indbyggere, som var und- sluppet Døden, Skomageren Leander. Hans Frelse synes dels at skyldes den Omstændighed, at han boede i den Vulkanen fjernest liggende Ende af Byen, dels hans ualmindelig stærke Konstitution — han var en kraftig bygget Neger, henimod 38 Aar gammel. Leanders Beretning (med nogle Forkortel- ser) er følgende: „Den 8. Maj, omtrent Kl. 8 om Morgenen, sad jeg paa Dørtrinet til mit Hus. Ganske pludselig følte jeg en frygtelig Storm, Jorden begyndte at ryste,