Vulkaner og Jordskælv

67 under de meget stærke Udbrud er Dampskyerne saa overvældende askefyldte og udstødes saa hurtig efter hverandre, at de, der kommer sidst, forhindres af de foregaaende i at stige til Vejrs; de taber da deres Fart opefter og maa, tunge af Aske, glide eller ralle ned ad Bjærgets Sider. At Askeskyerne Gang efter Gang tog Vej netop ned over den ulykkelige By, er det mindst gaadefulde ved Fænomenet. Thi i Bjærgryggen, som omgiver Krateret, findes og fandtes allerede før Udbruddet en dyb Indsænkning, som giver fri Vej netop til den Side, hvor St. Pierre laa. Men mod den første Del af den ovenfor givne Forklaring har der været rejst mange Indvendinger; især synes den uhyre Fart, hvormed Askeskyen farer frem, at tyde paa, at der maa være særegne' Kræfter til at sætte den i Bevægelse. Nogle har formodet, at elektriske Kræfter kunde spille en Rolle: disse Skyer ses i Virkeligheden at udsende utallige Lyn. Efter alt hvad man véd om de elektriske Forhold, maa det alligevel betragtes som sikkert, at Lynene kun er Bifænomener. Derimod er der et andet For- hold, som særlig de franske Forskere tillægger stor Betydning for Ildorkanernes Tilblivelse, nemlig det sælsomme ny Bjærg, som i 1902 og 1903 har rejst sig midt i Mt. Pelées Krater. Den stolte Spids, som paa Fotografiet Fig. 18 ses at udgøre Vulkanens Top, er Verdens yngste Bjærg. Den rager henved 900 Fod op over Kraterranden, men da det ny Bjærg liar dannet sig helt nede fra Kraterets Bund, er dets Højde i Virkeligheden hen- ved 3000 Fod. Denne vidunderlige Obelisk bestaar af størknet Lava og har hævet sig lidt efter lidt. Den kunde allerede den 21. Maj 1902 gennem Damp- masserne skimtes fra Kraterranden, men voksede først i Løbet af Efteraaret saa meget, at den kom til at rage op over Kraterranden. Denne sidste er 5*