Vulkaner og Jordskælv

86 V&suvs berygtede Udbrud i 1794 og næsten lige saa meget, som Hekla frembragte i 1845. Hvad der imidlertid fremfor alt udmærker det nu skildrede Udbrud, er den tydelige Sammenhæng, som det lagde for Dagen, mellem vulkanske Fænomener, der ellers maa søges paa vidt adskilte Steder. Fra selve Askja udstødtes kun Damp, Pimpsten og Aske, men intet Spor af Lavastrømme: paa dette Sted var Ud- bruddet saaledes et udpræget Eksplosionsudbrud, af lignende Art som f. Eks. Krakataus, kun med endnu lysere og kiselrigere Aske, hvis Beskaffenhed viser hen til underjordiske Lavamasser af yderst sej- flydende Beskaffenhed. Fra den lange Spalte væl- dede derimod under den længste Tid af Udbruddet kun den tunge, sorte og kiselfattige Basaltlava frem paa lignende Maade som Havaiis Lavaer; ved det forholdsvis svage Slutningsudbrud kom tillige sort basaltisk Aske, hvorved Udbruddets Karakter nær- mede sig til, hvad man kender fra Vulkaner af Vesuvtypen. Spaltens Retning peger nøjagtig mod Askja, og dens Fortsættelse har i Virkeligheden kunnet sikkert eftervises paa en stor Del af Stræk- ningen mellem de to Udbrudssteder, saa at man ikke kan være i Tvivl om, at de hører nøje sammen. Vi har saaledes indenfor et Tidsrum af nogle Maa- neder en Række af vulkanske Udbrud paa en om- trent ti Mile lang Brudlinie i Jordskorpen. Ved det ene Yderpunkt af denne Linie bestaar Udbruddene udelukkende i voldsomme Dampeksplosioner med Udstødning af mægtige Pimpsten- og Askeskyer, ved den anden Ende foregaar en rolig Udflyden af sort Basaltlava. De to Slags Udbrudsvirksomhed var i det hele samtidig, men under hvert enkelt stærkt Udbrud det ene Sted var der forholdsvis roligt det andet. Udbrudsstedet i Askja ligger 2000 Fod højere end Udbrudsstederne for Basaltlavaen; vi forstaar