Elektriciteten
og dens nyttigste Anvendelser

en liden vegtslang af messing, forsynet med en knap af glas eller andet isolerende materiale. Tele- grafledningen ender i vegtstangens omdreinings- akse og traaden fra batteriet i et lidet metalstykke under vegtstangen. Da vegtstangen i almindelig- hed ikke berører metalstykket, er strømmen aaben. Men trykker man paa knappen, kommer vegtstan- gen i berøring med metalstykket, og strømmen er sluttet. Telegraferingen foregaar nu paa den maade, at man i A trykker paa knappen; derved skriver stiften i 13. Eftersom man trykker kort eller længe, skrives der i 13 prik eller streg. Paa længere linjer svækkes strømmen meget, og for alligevel at kunne hjælpe sig uden altfor mange elementer forbindes skriveapparatet med et særskilt batteri, lokalbatteriet, som er opstillet paa samme station. Linjestrømmen føres da ikke til skriveapparatet, men til et saakaldt relais, der lige- som skriveapparatet har en elektromagnet med anker. Men naar dette anker tiltrækkes, slutter det ved en liden mekanisme lokalstrømmen, som igjen sætter skriveapparatet i virksomhed. Slipper ankeret igjen løs, aabner det lokalstrømmen. Re- laisets anker kan gjøres yderst let, saa det bevæ- ges, selv om linjestrømmen er meget svag. Den her beskrevne maade at telegrafere paa er opfundet af amerikaneren Morse i 1837 og er den almindeligst brugte over hele verden. Men Morse har kun opfundet apparaterne og alfabetet. Æren for telegrafen maa først og fremst tilfalde Ørsted og de andre videnskabsmænd, som banede