Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

6 En enlig Vandrer eller Jæger er maaske set paa Græn- serne af de store Vidder, medens Tatere og Natmænd trængte dybere ind til fredlyste Oaser og trygge Skjule- steder i dette Øde, hvor ogsaa Ulv og Ræv søgte Tilflugt, og hvor Stilheden kun afbrødes af den bidende Vind fra Vest og Nord og af Hjejlens ensformige Klagetoner. Her har Oldtidens Folk haft deres vidtstrakte Tumle- plads og Arbejdsmark, her har de sat de dybeste Spor, har rejst de fleste Mindesmærker og efterladt de rigeste Vid- nesbyrd om de forskellige Kulturformer i den dunkle Oid. Lad os da forsøge at give Billederne Liv, at sammen- føje dem til Helheder, som de viser sig for Bonden, der pløjer, for Hedeselskabets Mænd, som planter derude, eller for Vandreren, der finder Nydelse og Hvile ved at gen- nemkrydse de sidste Rester af den jydske Hede. Vi kan til en Begyndelse se bort fra de mange Sagn om Kampe og Slag, som skal have staaet, hvor Min- desmærkerne ligger tættest; Sagn om Konger, der skal ligge begravede og har givet Højene Navn; vi véd intet derom, og Højenes Indre viser, at de er byggede til højst forskellige Tider, ofte med mange Aarhundreders Mellemrum; ja endogsaa den samme Gravhøj har vist sig at spænde over mere end et Aartusinde fra dens første Tilblivelse og til Fuldendelsen, som den viser sig for os; idet der i Bunden er fundet en Stenalders Grav, længere oppe et Broncealders Leje, og oppe imod Top- pen en Jernalders Begravelse*). Kun Et kan siges med *) En saadan Gravhøj er bl. a. af Stiftsmuseet i Viborg ud- gravet paa Sdr. Teglgaards Mark ved Viborg; dens Højde i Stenalderen havde været ca. 5‘, og der havde over den lyse, sandede Fyld dannet sig et 3“ tykt Morlag, inden den paany var taget i Brug i Bronzealderen og da hævet til en Højde af 9‘. Jernaldersgraven havde ikke medført nogen Forøgelse af Højens Størrelse.