Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

88 Hist oppe paa Jøklernes tilsyneladende uendelige, hvide Flade glimter den evige Is; men nede foran den af Rif- ter og Sprækker kløvede Jøkelrand ligger mørke Grus- dynger og Moræner, mellem hvilke det afsmeltede mælke- hvide Vand baner sig Vej i utallige bugtende, smaa og store Løb, frem over den milevide, flade Sande, som strækker sig frem mod Havet. Stundom skærer en lys, hvid Stribe sig frem over Sanden. Det er Jøkelelven, der i voldsom Fart kommer brusende ud af Jøkelran- den, for at glide fremad mod Havet, medførende Ler og Kviksand. Paa Sanden antager Smaabakker, store Rullestene, og hvad der ellers hæver sig lidt over Over- fladen, forunderlige Former i det flitrende Sollys paa Grund af Lysbrydningen. Langt borte svømmer de som Øer og Holme over Horisonten, og til Tider forekom- mer der prægtige Luftspejlinger af fjærne Terrængen- stande. Vover en enkelt Gang Mennesker sig frem over Sanden, naar Jøkelelvene med deres farlige Bund ikke er alt for slemme, ser man paa lang Afstand deres smaa Heste tegne sig som mægtige Karavaner i Ørkenen. Er det stille Vejr, glider der mægtige Søjler af Støv og Sand langsomt hen over Sanderne, rejst af Hvirvel- vindene; men blæser det op, staar alt, Himmel og Jord, i ét, og Sandstormene farver Jøklen mørk og dækker Isranden. Da er det ikke godt for Mennesker og Dyr at finde Vej gennem Ørkenen; men aldeles umuligt er det at færdes derinde, naar > Jøkelløbene« pludselig kom- mer: Dumpe Drøn, ligesom fjærne Kanonskud forkyn- der, at Isdækket pludselig er revnet, og snart øjner man et bølgende Hav, der bruser frem over Sletten; det op- stemmede Smeltevand har brudt sig Vej gennem Isran- den og flyder bort. Paa Havbølgernes Overflade synes man at bemærke utallige Sejlere, der med rivende Fart