Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

87 Alheden. Minder fra Viborgegnen. Af Daniel Bruun. Det er hændt mig i Saharas Ørken, hvor, som Ara- beren siger: »Horisonten ingen Grænser har«. Det er hændt mig paa Højsletterne i Islands Indre, naarjeg ved Aftenstid efter det lange Ridt over Øderne sad i Teltaabningen og saa ud over de let bølgeformede Slet- ter mod Jøklernes hvide Kupler —; men navnlig er det ofte passeret, naar jeg færdedes til Hest paa de flade Sander med de forræderiske Jøkelelve nedenfor Vatna- jøkul — at Tankerne uvilkaarlig er ilede hjem til de herlige Hedestrækninger i Viborgegnen, til Alheden, hvor jeg elskede at færdes som Dreng, hvor mine Udlængsler fødtes, naar Lyngen blomstrede, og Bakkeøer og Kæmpe- høje svømmede i Horisonten, og hvor man endnu i min Barndom kunde have Held til at se Tatere »trave« hen over Hedesletterne — dengang, da Heden endnu var ren og skær og jomfruelig. Der var en Tid, siger Geologerne, da Indlandsisen dækkede Størstedelen af vort Fædreland, dengang dan- nedes de store Hedesletter ved Israndene, paa lignende Vis, som Sanderne paa Island den Dag i Dag, og de saa sikkerlig ud som disse, kun havde Mennesket endnu ikke fundet Vej saa langt mod Nord: