Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

107 over store Strækninger gaar ud, medens Renlav (Rens- dyrlav) og Rævling breder sig paa dens Bekostning. Ingen véd vel, hvordan den opstaar, denne >døde«, graablaa Hede, som man nu og da kan møde, først og fremmest ude paa Fladerne, men den er utvivlsomt den tristeste Form for Hede i Danmark. Det er Renlav (og andre Laver), der mere end nogen anden Plante giver den graa Hede sit Præg og sin Tone. Medens den svulmer i fug- tigt Vejr, bliver blød og bøjelig og let giver efter for Fo- dens Tryk, skrumper den i den tørre Sommervarme ind og knækker og knaser selv for en let Berøring; Stum- perne af dens Legeme føres med Vinden hen over Fla- den, og kommer de etsteds til Ro, fæstner de sig og vokser op til nye Individer. I denne graablaa Hede brin- ger kun Rævlingens mørkegrønne Ranker eller Tytte- bcerplantens korte og blankbladede Skud, der pipper frem mellem Lav og Mos, lidt Liv og lidt Afveksling. Der er flade Heder — og det er de fleste — hvor Hede- lyngen er ganske anderledes Herre over Jorden, dæk- kende den med et næsten uafbrudt Tæppe, lige saa ens- tonigt som Rensdyrlavets, men dog grønt eller i den sene Sommer med det lidt svage, violette Skær fra en ikke overvættes rig Blomstring. Der er ogsaa flade Heder, hvor Melbærriset med dets lange, tætløvede og mørkegrønne Skudrækker pletvis dæk- ker Jorden, som Vedbenden dækker en Mur; fra først i Maj begynder dens skønne, hvidt og rødt kantede Blomster- krukker at udfolde sig. Og der er Heder, hvor Lyng og Rævling og Melbærris deler Pladsen, som de kan bedst, medens Laver og Mosser kiler sig ind mellem Dværgbuskene — Laverne helst ude i Lyset, Mosserne lidt inde i Skyggen af Lyngens skærmende Tag. I denne Kamp om Pladsen deltager ogsaa Tyttebærret; fra de underjordiske, vandret krybende Grene, der gennem-