Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

108 væver Lyngskjoldens nederste Lag, bryder de overjor- diske Skud, som i Juni bærer de rent hvide, klokke- formede Blomster, uden Vanskelighed frem; kun altfor tæt og ensformigt et Dække af Hedelyng huer den ikke. Ret ofte hævder ogsaa den lille krybende Pil sig en Plads mellem de øvrige lave Buske. Fra den tørre, flade Hede bør endnu nævnes Visse- Buskene med deres smaa, gule Ærteblomster, den ene tornet og stikkende, den anden saa blød, at Faarene i Heden stiller deres Sult derpaa. Thi der er spar- somt nok med Græs i Hederne; kun Katteskæg, Tand- bælg, Faare-Svingel og enkelte andre Græsser og Halv- græsser træffes derude, især langs Veje eller pletvis paa Steder med staaende Vand, der fordamper ved Sommer- tid. Mest hvor Heden er brændt eller pløjet, slaar Bølget Bunke sig ned i utrolige Mængder; for en Tid domine- rer den Pladsen, mest hen paa Sommeren, naar dens rødgule Faner skinner i Solen. Paa fugtigere Heder er de faste Tuer med de strittende Straa af Tue-Kogleaks særlig iøjnefaldende; i Løbet af Eftersommeren antager ogsaa de ejendommelige, gule eller rødgule Toner. Urterne i Heden har ikke nær saa stor en Andel i Plantedækkets Sammensætning som Buskene; men de bringer dog nogen Afveksling i al Ensformigheden. De gule Blomster af Volverlej, Gyldenris, Tormentil og endnu andre, de blegt lila Blomsterhoveder af Plettet Gøgeurt og de hvide eller blegrøde, smaa Kurve af Kattefod spin- der, hver til sin Tid, nye Farvetoner ind i Lyngtæppets mørke Bund. Andre Urter derimod, som Lyng-Snerre og Liden Fugleklo, lever mere i det skjulte. — Mærke- lige er Ulvefod Arterne, mest hyppig Almindelig Ulve- fod, som med meterlange Ranker kravler om i Lyngen, medens de ranke Stande af Sporehuse staar paa Vagt for Plantens Eksistens; thi eftersom Hederne brændes