Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.
År: 1910
Forlag: Milo'ske Boghandels Forlag
Sted: Odense
Udgave: Andet Oplag
Sider: 136
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
109
eller skrælles eller trakteres paa andre Maader, gaar det
ud over Ulveføddernes Tal af rundt om krybende In-
divider.
Selv den jævne Hedeslette er jo ikke fuldkommen plan,
men hist og her forekommer Fordybninger, ofte som
flade Skaale, hvor Vandet, der løber ned ad de omgi-
vende Skraaninger, samler sig, og hvorfra intet Afløb
er. Vanskelig synker Vandet ned i Undergrunden, fordi
det standses af det Lag Al, der som bekendt i særlig
Grad forekommer paa de flade Heder. Nærmest disse
Lavninger ændrer Hedens Vegetation sit Præg. Selve
Hedelyngen aftager i Mængde, Melbærriset forsvinder.
Men til Gengæld vokser her Klokkelyng, Mose-Bølle og
Pors. Det er den fugtige Hedes Planter, der ikke ret vil
trives paa den tørre Bund. Naar Klokkelyngen ved Mid-
sommertid bærer sine rosenrøde Blomster, tegnes Græn-
sen mellem den fugtige Hede og den mere vandfattige
Hede ofte skarpt og præcist Sammen med Klokkelyn-
gen eller nedenfor dens »Bælte« staar Porsen, lav, men
ret kraftig og opfyldende Luften med sin krydrede Duft.
Ogsaa Mose-Bøllen med dens blaaduggede, i Høsten røde
og gule Blade, giver sit Bidrag til den fugtige Hedes
ejendommelige Præg, der yderligere udformes af Urter
som Benbræk med dens smukke, guldgule Blomster og
mærkelige, klingedannede Blade. Nedenfor denne Krans
af fugtig Hede, i selve Lavningen, breder Hedekæret sig,
sammensat af karakteristiske Græsser og Mosser, men
med saa daarlig en Græsvækst, at det sjældent betyder
stort for Hedeboernes Økonomi.
Nu og da i det gamle Hedeterræn i Vest- og Midt-
jylland, maaske snarere paa Bakkeøerne end paa Fla-
derne, er der i Tidens Løb opstaaet Landskaber, de saa-
kaldte Indsande, som i høj Grad minder om Klitterne
ved Havet, men som har en ganske anderledes »mørk,