Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

110 vild og trøstesløs Karakter« (E. Dalgas), ikke »Hav- klitternes herlige, rene Hvidhed« (E. Warming). Disse Sande er utvivlsomt i de fleste Tilfælde opstaaet ved Af- brænding af Hede; i det mindste for enkelte Sandes Ved- kommende kan Historien føres tilbage til en saadan Op- rindelse. Er Branden gaaet dybt, har den brændt hele det øverste Morlag af, og der er bogstavelig talt gaaet Hul paa Heden. Blysandet har givet sig til at fyge med Vinden; Alen er forvitret; ogsaa det underliggende Sand er kommet i Flugt, og dermed er Betingelsen for Ind- landsklitternes Opstaaen givet. Det gule Sand har taar- net sig op i uregelmæssig formede Klitter, mellem hvilke der nu ligger golde, stenstrøede Sletter, der er særlig vanskelige at bringe i Kultur. De gror svært nok til af sig selv. Mosser og Rævling og Lyng fører ofte en for- tvivlet Kamp med de ugunstige Naturforhold, særlig Vin- den og Sandflugten. Fra de flade Heder gaar vi til de bakkede, til dem, der endnu findes paa de vestjydske Bakkeøer, paa Midt- og Østjyllands magreste Højdedrag. Her som der er He- den træløs; kun lave og mest stedsegrønne Smaabuske er den alt beherskende Plantevækst. Alligevel er den bakkede Hede mere rig paa Afveksling end Hedesletten. Selve det stærkt bølgede Terræn og de ofte anselige Høj- der, Lyngbakkerne kan naa, bidrager dertil. Og som oftest rummer disse Bakkeheder baade en bedre Udvik- ling af Hedens sædvanlige Plantevækst og et forøget An- tal af Arter. Det kendes allerede paa Lyngen selv. I det kuperede Terræn er den høj og kraftig og rigt grenet; ved Grun- den er dens Stammer fingertykke, og i Blomstringstiden udfolder dens Toppe her det skønneste Flor. Gyvelen hører disse Heder til; dens dybt gaaende Rod forliger sig daarlig med Hedesletternes haarde Al. Fra