Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

Ill sidst i Maj tænder de guldgult blomstrende Buske lige- som festlige Blus paa de brune Bakker. Ogsaa den me- get mindre Farve-Visse, med dens kønne, gule Blomster møder man navnlig der. løvrigt er Smaabuskene væsent- lig de samme som paa den flade Hede; dog mangler Mel- bærriset vistnok oftest paa disse forholdsvis unge Heder. Medens Fladerne, i det mindste Størstedelen deraf, sandsynligvis aldrig har baaret Skov, er Bakkehederne vistnok overalt gammel Skovbund, hvorfra Skoven af forskellige Grunde er forsvunden i Tidernes Løb. Ejen- dommelige for disse Heder er derfor de mere eller min- dre svage Spor af den tidligere Tilstand, baade de be- skedne Skovurier, som Anemone, Skovstjerne og Maj- blomst, der kan findes i den ganske træløse Hede, Blaa- bærrisene, som især holder sig standhaftig paa alle nordlige Hælder, og de lave Buske af Bævreasp og Ene, der ofte ikke er stort højere end Lyngen selv. Begge de sidste Vedplanter fastholder med vidunderlig Haardførhed og Sejghed deres engang erobrede Voksepladser. Krogede og vredne af Vinden smyger Enebuskene sig henover Jorden, medens Bævreaspens Skud stadig regenereres fra de vidt om løbende Rødder tæt under Jordens Overflade og derved holder sig længere i Heden end andre løv- fældende Træer gør det. Hedekrattene er de mere anselige Rester af Fortidens Skove. Med Rette kaldes de oftest Egekrat, i det de som Regel bestaar enten af den ene eller af begge vore Ege- arter. Egene er kun Buske eller Purrer, som med stor Sejghed har holdt Livet i Heden. Deres Højde veksler fra ca. en halv Meter til nogle faa Meter; de laveste er de hyppigste. De er kun Skud fra gamle Stubbe og af ringe Alder; vistnok de fleste Steder hugges Grenene bort, naar de har naaet en nogenlunde anseelig Tykkelse, til Brug (Hegnspæle); og nye bryder da frem.