Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

Dyreliv paa Heden. Af Stiftsfysikus Rambusch. Den, der tror, at Heden er fattig paa Dyreliv, han tager mægtig fejl, han kender kun Heden, saadan som den tager sig ud fra et Jernbanetog eller en Cykle! Thi saa han nærmere til, da vilde han forbavses over alt det Liv, der fødes, røres, kæmpes og udslukkes paa og i den brune, tavse Hede. Talrigst er naturligvis In- sekterne og Edderkopperne, men Fuglene er de mor- somste; og de staar os da ogsaa nærmere. Her skal ikke søges givet nogen samlet Skildring af Hedens Dyreliv, men kun enkelte Smaatræk af det rent dagligdags. Den, der vil vide mere, maa selv gaa ud i Heden, se, høre, sanse og forstaa den. Turen skal nok lønne sig; men Tid maa der til. Heden lukker sig ikke op for enhver søndagscyklende Bymand, den fordrer Fortrolighed og roligt forstaaende Samliv. Naar Januarstormene pisker Sneen hen over Lyngen, fylder op mellem Risene, saa alt er jævnt og blændende hvidt og iskoldt, skulde man tro, at alt ogsaa var dødt, at »den store Stilhed« var kommet til Heden. Men det er ikke saa! Dybt nede mellem Lyngrafterne, paa et Tæppe af Rensdyrmos og i en dejlig lun Snehytte sidder Haren. Den har slet ingen Nød; den véd, hvor Rugmar- ken er, behøver ikke at gaa langt i det slemme Føre og kan vegetere næsten hele Dagen, er i udmærket Kon- dition og straalende Humør; thi kommer Landpostbudet