Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

115 eller Mælkevognen den for ubehagelig nær, da springer den pludselig alenhøjt op i Luften og kiler afsted som bare Pokker. Nej, Haren har skam ingen Nød. — Værre er det med Agerhønsene! De holder sig for- kuede sammen i Flokke paa 10—20 Stkr., de fryser paa den flade, hvide Hede; Blæsten piner dem, og Sneen lukker kun altfor tæt for deres Spisekammer, Græsmar- ken og Lyngen. De døjer bitterlig ondt, og de dør i Hobetal. Men Snekok og Bjerglærke, de gotter sig rigtig. De holder Varmen ved stadig at trække omkring, dels langs Jorden, dels i samlet Trop oppe i Luften, stadigt kvid- rende og i ypperligt Humør. De kan absolut ikke »holde Trit, Kæft og Retning«, særlig ikke Kæft. De synes at opleve en vældig Masse og at leve et interesseret og virk- somt Liv; men allermest ligner de Skolebørn i Frikvar- teret, saa sorgløse er de, saa meget har de at fortælle. Det hænder ogsaa, at man ser Urfuglen om Vinteren. Hanerne holder sig paa denne Aarstid i Flok, trækker Morgen og Aften fra det ene store Stykke Hede til det andet. Thi megen Hede og megen Ro vil denne Fugl have; den foragter Mennesker og afskyer Agerdyrkning, Ensomhed er den en Livsbetingelse; og selv om den var absolut fredet, vilde den dog svinde bort alene paa Grund af Agerdyrkning. Heden er dens Spisekammer, som »Gungerne« er det for Bekkasinen. Tag Maden væk, og Helten er færdig. Hønerne ligger enkeltvis og holder haardt. Ægteskabet er hævet og Børnene forsørgede. Om Hønen nu ligger og fortryder det, eller om den er gaaet i et Slags Kloster, er ikke let at vide. Ræven er dristig nu. Den lurer i Lyngen paa de ram- lende Harer, den lister sig ind i Haverne efter dem, den kravler efter de kuldetrætte, halvsovende Agerhøns eller de livstrætte, ensomme Urhøner. Overalt i Sneen ser 8*