Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

116 man dens Spor, og jævnlig ser man ogsaa den selv. Den staar og glor tæt ved Vejen, som om den studerede Fy- sik paa Vognhjul og Slædemeder, mens den i Virkelig- heden ærgrer sig over, at den ikke tør binde an med Hest eller Mennesker. Thi Sulten nager i dens Tarme. En enkelt Engpiber bliver her ogsaa Vinteren over. Den er en morsom Vigtigpeter, som den hopper afsted gennem Luften med sit næsvise Pip . . . Halløj! Her kommer jeg! Det havde vist ingen troet, at jeg var saa- dan en Karl! Kulde og Sne, Storm og Hagl, intet kan imponere den. Var Høgen og Stenfalken ikke til, saa kendte dens Overmod ingen Grænser. Men Høgen stor- mer frem som en Pil, Stenfalken kommer lynsnart gen- nem Slugten og op over Bakkekammen og saa »Farvel, Verden«. For Høg og Falk lader sig nu engang ikke dupere, og de er voldsom brutale i deres Optræden; de kender ingen anden selskabelig Forlystelse end Hen- rettelse. Men næppe har Søndenvinden bragt lidt Tøvejr og Snesmeltning, før Lærken kommer, og vil Solen blot skinne lidt, saa skal og maa den synge højt og jublende, synge om Sommer og Solskin og Kæreste og Familie- lykke. Lærken er en vidunderlig Fugl! Den har et lyst og lykkeligt Sind, og den har et vældigt smittende Hu- mør. Den er Missionær af den allerfortjenstfuldeste Art, thi ganske vist er Teksten altid den samme — Lys og Lykke og Livsglæde — men den forkynder den hver Dagens Time og med en saa urokkelig Tro, at det er ubegribeligt, at den ikke omvender mange flere, end Tilfældet er. Lærken er den gryende Vaars Fugl. Den kæmper for sin Livsopfattelse; og ser den en Medskab- ning, der hører Vinteren til, f. Eks. en Snekok, der drik- ker Smeltevand ved Driven, da forfølger den Staklen paa det ubarmhjertigste og saa uforfærdet, at Snekokken al-