Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

117 tid maa pakke sig bort. Lærken vil, at nu skal alle Vinterens Symboler vige. Og hvor har den dog en herlig Evne til altid at finde det lyse ved Tilværelsens mange Omskiftelser. Naar Solen stiger, synger den, naar Solen daler, og Natten falder paa, synger den. Naar vi andre slaar Kraven op om Ørene mod Haglene, som jager af- sted for en svidende Nordvest, saa trækker Lærkerne tilfredse frem og tilbage i mægtige Flokke, stadig for- tællende hinanden, at det er skam kun en Byge. Og Lærken faar Ret; efter nogle Timers Forløb kan den genoptage sin ustandselige Flirt og Elskovsleg. Lærken faar Ret! Det bliver virkelig Foraar! Den har præket saa længe og saa overbevisende, at de andre Fugle synes, de vil se, om Sangvinikeren dog ikke saa rigtigt. Og saa kommer de listende om Natten, saa én Art, saa en anden. Først Viben, saa Hjejlen, saa Præstekra- ven, Maagen, Storken, Ternen, Tinksmeden, Rødbenen, Rylen og endelig Svalerne, Forstuesvalen og Natravnen. Hvor er Viben dog træt og forkommen i de første Dage; den staar ganske stille, ændser ikke Fare, mægter næppe at spise, og glemmer fuldkommen, at den er paa Bryllupsrejse. Men naar den er kommet sig fra Rejsens Strabadser, er den en Friskfyr af Rang, altid paa Færde, næsten hvileløs Døgnet igennem, snart protesterende, snart fouragerende, snart dyrkende Kærlighedens og Ar- nens Guder. Den hader Mennesker og bekæmper Kra- ger, og det har den Grund til; thi begge vil stjæle dens Æg og dens Børn; men ellers er det en fredsommelig Fugl med udpræget Sans for Familielivet. Og dens Skrig er slet ikke ensformigt eller stygt; vil man give sig Tid til at studere det, vil man snart opdage, at den ejer let kendelige Nuancer for Elskov og Had, Børneformanin- ger og Krigserklæringer.