Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

118 Hjejlen ejer ikke disse Evner! Hjejlen er ensformig. Det er én enkelt, verdens-omspændende Tanke, der dri- ver den ud i den tavse Hede, paa de ødeste, ufrugt- bareste Lyng-stæpper, og som forkyndes gennem dens ganske ensklingende Fløjten: det er den store Flugt for Verden og dens Tant, den dragende, vemodsfyldte Livs- betragtning, som Hjejlen præker. Klædt i Hedens Far- ver, sort som Lyngskjolden, graagul som Rensdyrlavet, skiddengrøn som visnende Græs, staar den derude paa sin ensomme Knold og synger ud af et Tungsind, saa dybt og ægte som hos Oldtidens Munke. Aldrig klinger Haabløsheden forstaaeligere til os end gennem Hjejlens Fløjten over Jyllands Hede! Men Præstekraven, det er en grinagtig Fyr! Hvor kan den dog pylre om sine Unger! Ingen Præstekone er æng- steligere for de kære Børns1 vaade Fødder og rindende Næse, end den er for sine Børns Sundhed, Trivsel og Velopdragenhed. Det hører til de allermorsomste Iagt- tagelser gennem Kikkert at følge en Præstekravefamiljes Gøren og Laden. Hvor er de gamle dog omhyggelige og opofrende! Ved Hededammen rører sig et rigt og vexlende Fugle- liv. Maagerne svæver adstadig afsted, rolige som vel af- lagte Embedsmænd. Ternerne jager rundt, stadig skri- gende, vigtige, naar »Stødet« lykkedes, ædende gale, naar det slaar fejl. Tinksmeden bruger Mund og Rødbenene skummer over Fredsbruddet, mens Storken »staar paa et Ben og tænker«, og Rylen kvidrer sin uendelig kælne Parringssang. Tornirisken sukker vemodigt over alt det Børnevrøvl i Lyngtoppen, Vipstjærten er sippet og sirlig som en gammel Klosterfrøken, og Vildanden rokker hofte- syg afsted med sine Æggeblommer af Unger, medens Svalen slaar Sving som en Kunstskøjteløber. Men igen- nem og bagved alle de mange Lyde høres uafbrudt den