Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

119 samme sugende, fjærne Tone, den, der fødes gennem de Tusinde Insektvingers rappe Slag i Luften, og hvortil Humierne leverer Bassen og Græshopperne Diskanten. Her glemmer man som intet andet Sted; her gaar Tiden rent istaa, her hviler man med Øret til Naturens Bryst. Men man skal have Ro og Tid; man skal være ene, ja, eller — nyforlovet Og naar saa Sommeraftenens Fred lister sig over Dam- men, naar Fuglene er gaaet til Hvile og Vinden til Ro, saa klinger en melodisk, fjærntlydende Snurren fra Bred- derne. Nogle siger, at det er Hugormen, der synger for sin Kone, men det er ikke rigtigt. Nej! Det er Natrav- nen, der gør Kur, timevis, Nat efter Nat, hele 2 3 Maa- neder i den lune Sommertid. Der er én Naturbegivenhed, der ganske udslukker alt Fugleliv paa Heden, og det er de store Hedebrande. Naar en saadan faar rigtig fat, og Vinden jager den frem over Hundreder af Tønder Land, saa forsvinder Fuglene. Urhønsene stormer enkeltvis afsted og ganske lige ud, helst milevidt, Agerhønsene rykker bort i smaa Sæt, 200—300 Alen ad Gangen, Harerne slaar sig sammen og bener op og ned foran Ildhavet, indtil Paniken gri- ber dem og de sætter afsted, ændsende hverken Menne- sker eller Huse. Men Lærken hæver sig med ængste- lige Vingeslag og klagende Tone op over Reden, indtil Heden og Flammerne naar den, og den styrter i Baalet, der kun levner det hvide Brystben og enkelte af Knog- lferne. Musene søger pibende deres Huller, hvor de vist- nok dør; men Hugormen klarer sig stolt. Flere Dage efter Branden kan man finde dem halvt ude af Muse- hullerne, hvor de, pirrede af den endnu varme Lyng- skjold og vanvittige af Sult, endog ikke generer sig for