Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

122 endelig appellerede til hans Magelighed ved at forestille ham, at der var længe til Efteraaret — og før behøvede han ikke at tænke paa Sagen! Jægeren havde følgelig hidtil ladet være at tænke paa Sagen. Men da nu ogsaa den anden Flok Høns var lettet i en urimelig Afstand og var »rejst« til et Sted, hvis Beliggenhed ikke kan angives med større Nøjagtig- hed end den, der ligger i Ordene »Pokker i Vold« — saa havde han pludselig faaet Tid til at tænke paa, at det var Efteraar, og at det var paa Tiden for ham at indfri sit Løfte og skrive om Jagten paa Heden. Saa er det, Jægeren falder i Tanker, Jagttanker. Han har ikke sine første Jagtindtryk fra Heden. Sine første Bekkasiner skød han i Damhussøen, der ikke minder synderlig om den jydske Hede. Der kunde han ikke bruge den sædvanlige Undskyldning for sine Forbi- skud, at »der var for megen Plads ved Siden af«. Der var snarere for lidt Plads, naar man ikke vilde sætte sine Hagl i Vinduesruder og Fodgængere! — og sine første Høns skød han paa Amager, hvor der den Gang, i Modsætning til Forholdene paa Heden, var Masser af Høns og endnu flere Jægere. Men han har senere lært Jagten paa Heden at kende og lært at sætte den over al anden Jagt. Og som han vandrer der op og ned ad Lyngbakkerne, dukker det ene Jagtminde op efter det andet, det ene Naturindtryk efter det andet. Han mindes den lyngbevoksede Mose mellem den nedadskraanende Hede og den smukke lille Skov. Han kan maaske glemme, hvor Moldau falder i Elben, eller hvad den højeste Bjergtop i Asien hedder — men han glemmer aldrig, hvorledes denne Mose saa ud sidst i forrige Aarhundrede! Og naar han tænker paa Mosen, dukker Jagtminderne op. Han mindes en Dag, da han