Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

123 sammen med en Jagtkamnierat søgte efter Høns derude. Pludselig stod begge Hundene, med et Mellemrum af el halvt Hundrede Alen. Ajax stod tilhøjre, med Snuden og Halespidsen vendende til venstre, Ulla stod til venstre og pegede til højre med sine Yderpunkter. Midt mellem de to Hunde gik Jægerne frem. Op kom, for Fødderne af dem, en stor Flok Høns, og ned gik to fra højre og to fra venstre Fløj. Saa tydeligt, som om del laa for hans Fod, ser han i Tankerne »Selvmorderhullet« oppe paa Heden, et stærkt bevokset Vandhul, hvor man kunde være sikker paa at hente sig en Morten. Jagtkammeraterne havde udpønsket den Forklaring af Fænomenet, at »Hullet« var Forsamlings- lokale for en Klub af livstrætte Harer. Deraf Navnet! Og han mindes den store flade Hede, Blichers Hede, hvor han skød sine første Urhøns. Men navnlig dukker Erindringen op om det gamle Jagt- terræn, hvor man kunde gaa mange Kilometer i een og samme Retning uden at komme ud af Heden, og hvor der med Mellemrum skød sig dyrkede Agre ind i Lyn- gen, Spisekamre for Harer og Høns. Naar Hønsene var rejst, vilde de gerne flyve ned i de høje Lyngbakker, der faldt stejlt af imod Aaen, adskilte fra den ved en Bræmme af Eng eller Kær, hvor der altid laa Bekka- siner — i forrige Aarhundrede! Derude var der Plads til at skyde ved Siden af, og der var Plads til at fare vild og komme for sent til Sam- lingsstedet. Der var de dejligste lyngklædte Skraaninger til Frokosthvil, med Udsigt over Aaen og Engdraget, og der var Bakketoppe, hvor man kunde glemme Hønsene og Maden for at se Solen forsvinde i Fjorden. Og i Kan- ten af Heden boede Knud Jensen og hans Kone, Jæger- nes trofaste Venner, de bedst mulige Repræsentanter for den gammeldags jydske Gæstfrihed.