Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

124 Jægeren gaar og tænker — og han bliver enig med sig selv om, at han kan nyde Jagten, og særlig Jagten paa Heden, saa godt som nogen — men at optræde som Jagtforfatter, det skal han dog ikke have noget af! Han vil ikke skrive om et Emne, der er behandlet af en Række danske Digtere fra Blicher til Johannes V. Jen- sen, han vil ikke prøve paa at rivalisere med Boganis paa Vers eller med Gowertz Jensen paa Prosa! — Saa, nu staar Ulla! Hun virrer ganske vist lidt med Halen og giver derved tilkende, at hun ikke er rigtig sikker i sin Sag — men alligevel, det kunde dog være I Jægeren gaar hen og stiller sig bag ved Hunden. Han gaar ganske langsomt for at lægge sin Koldblodighed for Dagen og sin urokkelige Tillid til Ullas Fasthed. Men hans Puls paaskynder sit Tempo, og han gennemgaar i en Hast de foreliggende Muligheder. Det kan være en Flok Høns ovre paa den næste Bakke eller en enkelt Høne, der ligger og trykker sig der nede i den vaade Lyng. Det kan ogsaa være en Sneppe, og Muligheden af en Urkok er ikke udelukket — for ikke at tale om en Hare. Der gaar nogle lange Sekunder fulde af Spæn- ding — saa vender Ulla Hovedet om og gør Undskyldnin- ger, og Jægeren trøster sig med, at »der har været noget«. Men nu har han igen Tid at ofre paa denne Verdens Byrder og Forpligtelser, og han giver sig til at tænke paa, hvad han vilde fortælle om Jagten paa Heden, hvis han overhovedet vilde give sig af med at skrive om dette Emne. »Jeg vil begynde med at fortælle, hvorledes Længslen efter Hededuft og Havluft efter en lang Arbejdsperiode vokser og svulmer. Jeg har nøjedes med at sende Snep- perne en venlig Tanke under Foraarstrækket, jeg har skudt en hvid Pind efter Ænderne — ja selv Avgust Manned med Bekkasiner og Urhaner gik hen, uden at jeg fik Ild i Bøssen.«