Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

125 »Nu maa der gøres noget. Jeg mærker, at Arbejdet ikke gaar saa let, som det skulde, jeg begynder at blive gnaven og nervøs. Heldigvis kender jeg Midlet mod disse Tilfælde, og det er et af de sjældne Lægemidler, der har tilbagevirkende Kraft. Det hjælper allerede lidt paa Hu- møret, naar jeg i mine ledige Timer begynder at studere Rejselisten og Generalstabens Kort og at spørge »Jagt- tidende« til Raads med Hensyn til Udsigterne. Og naar først alle Vanskeligheder er overvundne, og jeg er kom- men af Sted, saa er der ikke mere noget, der hedder Gnavenhed. Jeg finder mig taalmodig i at tilbringe et Par Nattetimer paa Banegaarden i Fredericia, selv om jeg er belemret med to Bøsser, to Hunde, en Plaid, en Kikkert og en Haandkoffert med en meningsløs Mængde Patroner. Jeg er velvillig stemt mod mine medrejsende, drikker Kaffe uden at ærgre mig over Tjenerne og skri- ver Neu Ruppinere paa Prospektkort«. »Endelig er Jernbanerejsen forbi, og jeg skal ikke mere skifte Tog! — At Sporvognsgermanismen »Omstigning« ikke bruges ved Jernbanerne, er, i Paranthes bemærket, den eneste Trøst, man har, naar man skal transportere lo Bøsser, to Hunde o. s. v. fra det ene Tog til det an- det. — Nu begynder Rejsens sidste Afsnit, en Køretur i Kromandens Vogn. Kusken indrømmer, at den sidste Mil rimeligvis tilbagelægges paa den daarligste Kørevej i Kongeriget Danmark. Men Vejen har jo ogsaa nylig faaet sin aarlige Grundforbedring, som bestaar i, at der først lægges et tykt Lag Lyng over Sandet og derefter kastes Græstørv paa Lyngen. Hestene er saa hensynsfulde at træk- ke os hen over dette Vejmateriale med en meget moderat Hastighed. Men naar de en Gang imellem sætter Tempoet op, er Resultatet i høj Grad oplivende. Kofferterne hvirvler rundt i en lystig Dans, og Passageren mærker saa usvigelig sikkert, at han ikke kører med Gummihjul paa Asfalten«.