Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

126 »Jeg faar imidlertid at vide, at ogsaa denne Idyl er dødsdømt Amtet og Sognet behandler hvert Aar et Stykke af Vejen med Ler og Grus og berøver den der- ved Hedevejens ejendommelige Charme. Men det er mig en Beroligelse at erfare, at det vil vare 25 Aar, inden Vejforbedringen naar saa langt som til Kroen. Den Tid, den Sorg!< »Trods den langsomme Fart gaar Tiden hurtigt. Der er saa meget at se og at genkende! Der begynder Plan- tagen, der bor Plantøren — der laa den store Flok Høns i Fjor, og der var det, jeg skød Frokostharen. Omme bag den store Bakke var det, at jeg lettede den utrolig store Urkok — som jeg ikke skød«. »Og der har vi Fyret! Jeg har Lyst til at raabe Hurra, da jeg ser det, men indskrænker mig til at nikke til det og sige halvhøjt: »God Dag, gamle Fyr!« — uden at tænke paa, hvilken hæslig »Brander«, jeg gør mig skyl- dig i. Fyret er en kær gammel bekendt, der om Dagen holder mig med Selskab, hvor jeg saa færdes i Egnen, og som hele Natten staar og blinker ind ad mit Vindue. Som altid, naar gamle Venner ses igen, kalder Mødet Erindringer til Live, Minder om Hønsejagt i Klitterne og Sælhundejagt paa Revet, om en spejlblank Havflade og om skumtoppede Bølger, om Havet i Blæst, i Sol- skin og i Taage, om glade Timer og elskværdige Men- nesker«. »Fyret staar som Repræsentant for det hele, for Ha- vet og Klitterne, for Heden og Plantagen. Derfor vender jeg mig til Fyret, naar jeg siger med Overbevisningens Varme: »Hellere seks Høns paa en vestjydsk Hede end atten i en Roemark paa Amager!« Saa, nu staar Ulla igen, og denne Gang er det Alvor!