Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

26 og paa et saadant Tidspunkt, at det vel kan have været den sorte Død, som har affolket deres Menigheder. Om- trent paa samme Tid forsvandt de store Skove. Befolk- ningens Uforstand og de skarpe Vestenvinde hjalp hin- anden med at lægge dem øde. Ubekymret huggede man løs i Skovene uden at tænke paa at opelske ny Vækst, — og der brugtes netop meget Brænde i Midtjylland. Kul- miler og Teglovne har man haft her som andre Steder; desuden brændte Kalkovnene ved Mønsted og Davbjerg allerede fra ældgammel Tid, og de har slugt mange Ege og Bøge. Men især var det dog nok Jernudsmeltningen i de Egne, hvor der fandtes Myremalm, som blottede Midt- jylland for Skov. Mange Stednavne paa Heden minder endnu om denne længst forglemte Virksomhed. I Sunds Sogn nævnes Malnikærene og Malmvejene, i Kragelund Sogn ligger Malmhøj. Klode Mølle har Navn af de Jern- kloder, der udvandtes af Malmen, og Gedhuset, der nu er bleven bekendt som Koloni for Straffefanger, skal op- rindelig have heddet Gæthuset, det er Smeltehuset. Den sidste Smeltehytte skal have staaet ved Tovsvig i Arn- borg Sogn, og endnu paa Frederik II.s Tid svaredes en Afgift i Jernkloder af Gaarden Ildskov i Sunds. Saaledes svandt da Skovene, og de dyrkede Marker trak sig tilbage. Hvad Øksen havde levnet, blev skovet af Vestenvinden; barsk fo’r Havgusen hen over det flade, aabne Land, Alen skorpede sig om Planterødderne, baade oppe og nede blev Livsvilkaarene for haarde for Korn og Græs. Men de sorte Pletter bredte sig, og He- den fik Magt. Lyngen gik paa Erobringstog ind over Bøndernes magre Marker, Ulve og Ræve hadede deres Faar og Lam; hver Landeulykke, som satte Befolknin- gen i Knæ, betød en ny Gevinst for Lyngens Herredømme. Aarhundreder igennem betragtedes det som en For- bandelse at skulle rejse gennem Heden. Levnedsmidler