Bidrag til dansk Haandværkerundervisnings Historie
Ved Det Tekniske Selskabs halvhundreaarige Jubilæum den 18. september 1893

JO INSTITUT FOR METALARBEJDERE. som Selskabets Ugeblad meddelte over Medlemmer, der døde i Aarene 1790—1792, angaa ikke mindre end 25 Haand- værkere. Det er første Gang, at saadanne Biografier fore- ligge- Haandværkernes Betydning voxede, om end kun lang- somt, men de synes ogsaa at have indset, at vilde de træde stærkere frem end tidligere, medførte det Forpligtelser, som maatte opfyldes. I Aarene 1802—3 var der mellem de Mass- mannske Søndagsskolers 468 »Velgjörere« ikke mindre end 122 Haandværkere, samtidigt med at det Selskab, der under Massmann arbejdede i og for Skolerne, talte 25 Haandværkere mellem sine 92 Medlemmer. Et godt Tegn er da ogsaa det stærke Besøg i disse Skoler, ti selvfølgelig er det Mesternes Sindelag til dem, der her kan maales, og det er da ikke uden Interesse at se, at de Fag, der i Skolernes første Aar levere det störste Kontingent, ere Skomagerne, Snedkerne og Skræderne. Bevægelsen holder sig ikke til Bygningshånd- værkerne, der alt vare vakte ved Kunstakademiet, men tog alle Fag med. Det er som Led i denne Bevægelse, at det lille- »Institut for Metalarbejdere« faar sin Betydning, der da ogsaa erkjendtes. Ved sin Opløsning i 1818 testamenterede »Selskabet for Haand- værksstandens Forædling« det alle sine Ejendele. Selskabets ledende Mand, Hofpræst Christiani forflyttedes 1810 til Ol- denburg, og Aaret efter traadte, som ovenfor nævnt, Assessor Barens ud af dets Komite. »Den, som ved sin Natur«, skriver han, »drives til at handle med Raskhed, finder sig ikke i at stanses ved Sövnagtighed og Vrøvleri«. Komiteen, der op- 5