Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

TRÆNGSLERNES TID 106 indskrænket sig til det, hvortil den ene var forpligtet: at benytte den gamle Bro. Indenrigsministeren erklærede sig dog villig til hos Rigsdagen at søge ny Lovhjemmel for de 160,000 Kr. og samtidig søge Banken skaffet den ved den kgl. Res. af 29. Juni 1874 i Udsigt stillede nye Garanti paa de ovennævnte 240,000 Kr. Da det nemlig i Løbet af Sommeren 1875 havde vist sig, at Entreprenørerne af Gjedser-Banen som Følge af de samme Konjunktur-Forhold, der ramte Gedalia paa den nordvestsjællandske Bane, ikke saa sig i Stand til at gennemføre Anlæget, var dermed den i Folketingets Udvalgsbetænkning af 1874 og den kgl. Resolution af 29. Juni s. A. fastsatte Forudsætning for Ydelsen af den sidstnævnte Ga- ranti formentlig bortfalden, og der fordredes altsaa ogsaa i dette Tilfælde ny Hjemmel. Et hertil sigtende Lovforslag, altsaa om- fattende en samlet Tillægsgaranti af 400,000 Kr., blev da i No- vember 1875 forelagt Landstinget af Indenrigsminister Skeel. For- slaget vedtoges ogsaa af Landstinget — men blev i Folketinget med 46 Stemmer mod 25 nægtet Overgang til 2. Behandling og saaledes brat forkastet! Herefter blev Forholdet altsaa dette, at medens det samlede Lolland-Falster’ske Jernbaneanlæg stod Banken i 5,752,000 Kr., maatte den mod al rimelig Forventning nøjes med en Rentega- ranti herfor paa lidt over 5 Mill. Kr., saa at en Sum af over 700,000 Kr. blev udækket af Statens Garanti. Saaledes taarnede i disse Aaringer Fortrædeligheder og Ulyk- ker sig sammen om de Tietgen’ske Jernbaneforetagender, saa at det hele blot løb ud i Ærgrelser og Tab. Det meste af alt dette kunde man dog endnu give Tiden Skyld for: netop i Halvfjerdsernes Begyndelse havde man Verden over spekuleret sig fast i Jernbaner, og dette havde sin Andel i den uhyggelige og langvarige Snigkrise, som begyndte med det store Wiener-Krach i Maj 1873 og i de følgende Aar bredte sig Verden over. Denne Konjunkturskiften kom imidlertid ogsaa til