Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

TRÆNGSLERNES TID II3 bindelse med Norddeutsche Bank og Gebr. Bethmann i Frank- furt, samt endelig et Beløb af det svenske 4 pCt. Statslaan af 1872, paa 12 Mill. Kr., der overtoges i Forening med Landmands- banken her og nogle svenske Banker. Aaret blev saaledes et rigtig godt Bankaar, med et Udbytte paa 8 pCt. 1874 var paa denne Vis et Stilhedens Aar før Stormen. Men endog bortset fra den uheldige Gænge, hvori som ovenfor skildret Bankens Jernbaneanliggender var komne ind, var der dog i det hele taget truende Tegn nok i Horisonten. Allerede i April 1873 havde Tietgen faaet en Konkurrent paa Siden af sig i Handelsbanken. Det var D. B. Adler, som havde været Mester herfor. Tietgen havde i sin Egenskab af Privatbank-Direktør faaet rig Lejlighed til i Aarene efter Adlers Bortgang at udfolde sit Væsen som den store Starter og Nyskaber, han var. Men herved blev da ogsaa hans Bank ført ind paa en Virkemaade, som greb ud over det rent bankmæssige, gik ud over den Valuta- og Diskonterings-Forretning, som efter Manges Mening netop ene var en banker’s — og det var jo dog egentlig en Overførelse af engelsk Bankvæsen med dettes snævre Ejendommeligheder, man i sin Tid havde ventet af Tietgen! Denne Opgave syntes da saa- ledes endnu at kræve sin Løsning, og just for D. B. Adler, der netop havde tilbragt sin Ungdom i London og indsuget sine Ideer i Fyrrernes England, laa det derfor dobbelt nær at føle sig fristet til at tage denne Sag op paany. Det vilde vel ogsaa, saa rigt et Interesse-Liv Adler levede, have været ham utaaleligt, om han havde følt sine Bevæggrunde som rent personlige: Modsæt- ningsforholdet til Tietgen maatte ganske af sig selv skærpe hans Blik for, hvad der i dennes Bankstyrelse, saglig set, blev trængt i Baggrunden eller dog ligesom stillet i anden Række. Det kan nu her indskydes, at det sikkert var til stort Held for Privatbanken, at den, som ovenfor berettet, netop kort for- 8 ■i