Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

ii4 TRÆNGSLERNES TID inden havde knyttet P. N. Damm til sig som 3. Direktør. Damm viste sig nemlig hurtig at være født Bankmand med udpræget Evne og Villie til at fastholde Grænselinierne for en Banks rette Virkefelt — en koldblodig og nøgtern Vurderer af Konjunkturer, Kendsgerninger og Forretningsværdier og netop derfor som skabt og skikket til at staa den fantasi- og temperamentsfulde Tietgen P. N. Damm ved Side i den vanskelige Tid, der nu trak op. Vandt Tietgen saaledes i sin egen Bank en værdifuld Arbejds- og Kampfælle — ved et Skæbnens Træf forøvrigt netop den Samme, som mange Aar senere, efter at Konkur- rencestriden forlængst var slut- tet, skulde blive Handelsbankens Førstedirektør —saa kunde han ikke være blind for, at den nye Banks Dannelse var planlagt og udført som et Stød mod hans Vælde. Det var lykkedes at holde Alt saa hemmeligt, at Tegningens Fremlæggelse blev en fuldstændig Overraskelse for ham: han anede end Intet før samme Dag, som Bomben sprang. Han havde ogsaa al god Grund til nøje at mærke sig, hvad det var for Mænd, som saaledes handlede bag ham og mod ham. Det var først to af hans hidtil Nærmeststaaende: Sponneck og Martin Levy, dernæst aaben- lyse Modstandere af ham som D. B. Adler og Reimann, endelig Folk, der stod helt udenfor hans Interesse-Sphære og nærmest følte Kulde imod ham, saasom Estrup, Nellemann og Skeel. Og ved disse Mænds organiske Sammenslutning var der altsaa nu bleven dannet et økonomisk Magtcentrum, uafhængigt af, til Dels endog modvilligt imod ham og hans Kreds.