Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

MAGSVEJR OG MEDBØRS-TID 1 3 3 (1889) kunde de realiseres til den Pris, hvortil de i sin Tid over- toges ! Da Banken (eller rettere Tietgen) i 1882 fejrede sit 25 Aars Jubilæum, var det ej alene i den trygge Følelse af vel overstaaede Genvordigheder, men tillige i den faste Forvisning om at kunne skride Fremtiden i Møde under Tillidens Tegn. Men hvad der var vundet, var endnu mere end dette: Privat- banken var gennem sin skiftende Skæbne endelig naaet til at staa for Alverdens Bevidsthed som det, den naturligvis altid havde været: en virkelig Institution. Den kaldtes ikke længer for »Tietgens Bank« — det var den, der havde frelst Tietgen, ikke omvendt. Den havde vist sig at være bygget paa Klippegrund og havde just derfor kunnet hævde en selvstændig, af andre Foretagender og personlig Storhed uafhængig Tilværelse. * . * * Egen voxer stille i Skoven, siger Carlyle, i tusinde Aar; fra et lille Agern skød den op, tog Væxt, blomstrede og løvedes Aar efter Aar — alt i Tavshed! Disse Ting hændte ikke, de blev langsomt gjort, ikke i en Time, men i Dagenes Flugt: hvad var der at sige om det? Den ene Time syntes ligesom den anden, tavs og stilfærdig. Først naar Skovhuggeren kommer med sin Øxe, høres der et Echo gennem Ensomheden — det langtlydende Brag, naar Egen falder. Saa lidet har Historien at berette om, hvad der gaar godt og naturligt — først naar der kan blive Tale om Fald og Ulykke, faar den travlt med at fortælle. Derfor har Montesquieu Ret, naar han siger: »lykkeligt det Folk, hvis Krønike er kedelig«, — eller som det endnu skarpere er blevet udtrykt: »lykkeligt det Folk, hvis Krøniker er tomme«. Og for en Samfundsinstitution som en Bank gælder dette endnu mere. Hvis man med Begrebet »Historie« forbinder Fore-