Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907
Forfatter: Jul. Schovelin
År: 1907
Forlag: Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 158
UDK: 061.5(489)Pri
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
PRIVATBANKENS STIFTELSE
7
ved Kilcock. Hans ældre Broder Philip (f. 1766) var i 1780 kom-
men til Kjøbenhavn og havde faaet Ansættelse hos en Købmand,
hvis Hustru var en Veninde af hans Moder, Kitty, f. O'Reilly.
Philip Ryan groede fast i den fremmede By, skabte sig en pæn
Forretning og tog derfor i 1798 sin da femtenaarige Broder
George over til sig. Kort efter døde han, og George kom saaledes
ret hovedkulds ind i nye og vanskelige Forretningsforhold.
Men han havde megen medfødt Købmandssnille, forstod at ud-
nytte sit engelske Sprog til at skaffe sig gode Forbindelser i
England, fik herfra i Tidens Løb, navnlig dog efter 1848, store
Consignationer og samlede sig en betydelig Formue.
Firma-Anseelse, Formue og selvvunden Hæder — C. A.
Broberg raadede over alle disse Tre. Han var Søn af den vel-
agtede og velstaaende Købmand, Christian Mortensen Broberg, og
blev, efter først at have taget Studenterexamen og været paa Uden-
landsfærd, i sit 24. Aar optagen som Kompagnon i Faderens
Forretning, der herpaa (1835) førte Firmanavnet Chr. Broberg &
Søn. Efter i 1843 at være bleven Medlem af Grosserer-Societetets
Komite, 1844 Repræsentant i Nationalbanken, kastede han sig
i Midten af Fyrrerne med Iver ind i det offentlige Liv, blev
Borgerrepræsentant og Rigsdagsmand og var en levende interesseret
Deltager i de følgende ti Aars store politiske og nationale Be-
givenheder. I 1852 blev han ved Faderens Død Ene-Indehaver
af den allerede da store Forretning, som han derefter i den føl-
gende Tid maatte hellige det meste af sin Kraft.
Men for Christian August Broberg var der ej heller nogen
Modsætning imellem det offentlige Livs (i alt Fald den Gang) saa
højtspændte Idealkrav og de tilsyneladende saa snævert-egoistiske
Fordringer, som Forretningslivet stiller sin Mand. For ham var
Handel hverken Sjakren eller Aager, endsige Bonde-Fiffighed
eller Pengepugeri, men en fin Beregningens Kunst, som kun
den forstod ret at udøve, der vidste rent videnskabelig at gennem-
skue Verdens-Økonomiens sindrige Mekanisme, den lovbestemte