Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907
Forfatter: Jul. Schovelin
År: 1907
Forlag: Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 158
UDK: 061.5(489)Pri
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
PRIVATBANKENS STIFTELSE
19
*
standpunkt havde Gedalia nu i sin Ansøgning udtrykkelig anført,
»at der i hele Riget ikke er et eneste Etablissement, hvor Penge
hver Dag modtages og frugtbargøres samt paa Anfordring igen
udbetales.« Komiteen maatte heroverfor indrømme det beklage-
lige i,, »at Nationalbanken ikke efter fremmede, især engelske og
skotske Bankers Mønster havde udvidet sin Virksomhed i den
nævnte gavnlige Retning«. »Det er vor Overbevisning«, hedder
det derefter videre, »at ikke alene paa denne, men paa mange
andre Maader vilde Pengeomsætningen lettes og Handelens Inter-
esser fremmes ved Oprettelsen af vel funderede Privat-Banker med
saadanne Formaal for Øje, som i Almindelighed er Genstand for
Bankers Virksomhed.« Nationalbanken maatte selvfølgelig have
Lov til at beholde sin Seddeludstedelsesret, men »i alle andre
Bankforretninger, der nu ere saa godt som udelukkende i et eneste
Instituts Hænder, vilde en med Kraft og Dygtighed ledet Kon- ,
kurrence være ønskelig og fortjene al Opmuntring.«
Til Trods for denne Anbefaling af Sagen i Principet gav
imidlertid den rodfæstede Mistillid, som var den herskende Stem-
ning overfor Gedalia i Datidens ledende Børskredse, sig noksom
Udslag i den Tvivl, der ytredes om den foreliggende Plans Gen-
nemførlighed. Man pegede i saa Henseende paa det formentlig
urigtige i, at Selskabet ifølge Statuterne skulde kunne »deltage i
Jernbaner, Dampskibslinier og lignende større Foretagender«, og
man fandt, at den Stempelfrihed, som begæredes, var »af en
altfor ubestemt Beskaffenhed og Udstrækning.« Et enkelt Sel-
skab burde ikke begunstiges ved slig Afgiftsfrihed »til Skade for
den almindelige individuelle Virksomhed.« Endelig ansaa man
det for at være »en Mangel ved Statuterne, at de intet indeholde
om en Kontrol fra Statens Side, der næppe burde savnes ved
vigtige Pengeinstituter.«
Man tør vel antage, at denne Betragtning i høj Grad har
været ad hoc o- naturlig fremkaldt ved »Personens Anseelse«.
For med Tidsaanden var den lige saa lidt stemmende, som naar