Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

Forfatter: Jul. Schovelin

År: 1907

Forlag: Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 158

UDK: 061.5(489)Pri

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 188 Forrige Næste
 PRIVATBANKENS STIFTELSE 19 * standpunkt havde Gedalia nu i sin Ansøgning udtrykkelig anført, »at der i hele Riget ikke er et eneste Etablissement, hvor Penge hver Dag modtages og frugtbargøres samt paa Anfordring igen udbetales.« Komiteen maatte heroverfor indrømme det beklage- lige i,, »at Nationalbanken ikke efter fremmede, især engelske og skotske Bankers Mønster havde udvidet sin Virksomhed i den nævnte gavnlige Retning«. »Det er vor Overbevisning«, hedder det derefter videre, »at ikke alene paa denne, men paa mange andre Maader vilde Pengeomsætningen lettes og Handelens Inter- esser fremmes ved Oprettelsen af vel funderede Privat-Banker med saadanne Formaal for Øje, som i Almindelighed er Genstand for Bankers Virksomhed.« Nationalbanken maatte selvfølgelig have Lov til at beholde sin Seddeludstedelsesret, men »i alle andre Bankforretninger, der nu ere saa godt som udelukkende i et eneste Instituts Hænder, vilde en med Kraft og Dygtighed ledet Kon- , kurrence være ønskelig og fortjene al Opmuntring.« Til Trods for denne Anbefaling af Sagen i Principet gav imidlertid den rodfæstede Mistillid, som var den herskende Stem- ning overfor Gedalia i Datidens ledende Børskredse, sig noksom Udslag i den Tvivl, der ytredes om den foreliggende Plans Gen- nemførlighed. Man pegede i saa Henseende paa det formentlig urigtige i, at Selskabet ifølge Statuterne skulde kunne »deltage i Jernbaner, Dampskibslinier og lignende større Foretagender«, og man fandt, at den Stempelfrihed, som begæredes, var »af en altfor ubestemt Beskaffenhed og Udstrækning.« Et enkelt Sel- skab burde ikke begunstiges ved slig Afgiftsfrihed »til Skade for den almindelige individuelle Virksomhed.« Endelig ansaa man det for at være »en Mangel ved Statuterne, at de intet indeholde om en Kontrol fra Statens Side, der næppe burde savnes ved vigtige Pengeinstituter.« Man tør vel antage, at denne Betragtning i høj Grad har været ad hoc o- naturlig fremkaldt ved »Personens Anseelse«. For med Tidsaanden var den lige saa lidt stemmende, som naar