Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

44 KRISEN OG DE UNGE AAR følgende Dag, Søndagen den 6. Decbr., at bevæge Andræ til at love, at han eventuelt vilde stille 3 Millioner til Indenrigsmini- sterens Disposition — »saa kunde Krieger bruge dem, som han nu bedst syntes.« Samme Søndag modtog Pontoppidan Rimesser fra National- banken paa 73,856 Mark Banco, men deraf viste saa at sige det hele Beløb sig at være trasseret paa allerede fallerede Firmaer. Dermed var altsaa Pontoppidan lige nær, og da han den følgende Formiddag paa ny telegrafisk Forespørgsel endnu ikke fik bestemt Tilsagn om Hjælp, suspenderede han sine Betalinger. Dog netop da Nøden var størst, var Hjælpen ogsaa nærmest: selvsamme Dag, Mandagen den 7. December, som Pontoppidan standsede sine Betalinger, indsendte Grosserer-Societetets Komite sin officielle Henvendelse til Finansministeriet om de 3 Mill. Rdl., ind- gik med en Henvendelse til selve Majestæten om at komme Pon- toppidan til Hjælp med 400,000 Rdl. og anmodede samtidig Pri- vatbankens unge Direktør, C. F. Tietgen, om at rejse til Hamborg for at undersøge Pontoppidans Stilling og stille Forslag til en Ordning. At Valget netop faldt paa Tietgen, var i og for sig naturligt, da det jo var de samme Mænd, der sad i Komiteen, og som nys havde været med til at vælge ham til Direktør. Man havde strax set, hvor lovende den unge Mand var — og nu var der netop den bedst mulige Lejlighed til at se, om Holden var ham lige saa let som Loven. Det er tilstrækkelig kendt, at Tietgen løste sin Opgave med Bravour. Naar Pontoppidans tidligere Kompagnon, Regnar Westen- holz, der var bleven tilkaldt under Krisen, i sine Optegnelser om hine bevægede Dage bruger det Udtryk: »Tietgen kom til os med det faste Forsæt, at Pontoppidan ikke maatte falde,« — saa er dette vistnok særdeles træffende. Thi herpaa beroede jo hans egen Sendings Succés: at komme derned og frelse Pontoppidan var just Bedriften — at konstatere, han ikke kunde frelses, kunde