Privatbanken i Kjøbenhavn
1857-1907

KRISEN OG DE UNGE AAR 43 Andræ maa ogsaa øjeblikkelig have indset, at det under de forhaandenværende Omstændigheder ikke kunde være anderledes. Han havde vel en meget skarp Forstaaelse af, at det ikke kunde høre til Statens normale Opgaver at lindre privat Trang, men Nationalbanken var jo netop et offentligt Institut og burde der- for under saa overordentlige Forhold sættes i Stand til at røgte sit Hverv. Der er derfor næppe nogen Tvivl om, at det allerede samme Dag (Mandag den 50. Novbr.) er bleven aftalt mellem ham 02 Broberg, hvorledes Sagen officielt skulde gribes an. Nok er det i hvert Fald, at Komiteen den næste Dag, den 1. December, indgik med et ligefremt Andragende til Finansministeriet om en Hjælp fra Finanserne til Nationalbanken paa 1 ä 2 Mill. Rdl. Endnu samme Dag fik Komiteen imødekommende Svar, saaledes at den om Onsdagen kunde meddele Nationalbankens Direktion, at den blot behøvede at henvende sig til Finansministeriet for at faa mindst 1 Million. Samme Dags Aften afholdtes der et stort og livligt Møde paa Kjøbenhavns Børs, hvor navnlig Alfred Hage tog Ordet for, at Regeringen skulde gribe yderligere ind. Da Stillingen i de nærmest følgende Dage endmere forværredes ved Meddelelsen om Pontoppidans forestaaende Fald, blev dette aabenbart ogsaa den eneste Udvej. Strax ved Krisens Begyndelse havde Nationalbanken sendt D. B. Adler og Edv. Hvidt til Hamborg for at undersøge de danske Firmaers Stilling. Lørdagen den 5. Decbr. kom der Telegram fra Adler til Nationalbanken med indtrængende Anmod- ning om Hjælp til Pontoppidan: »kan Banken ej hjælpe, maa Regeringen, og maa tvinges dertil af Handelsstanden.------Hold Kjøbenhavn mindst i Dag.« Grosserer-Societetets Komite holdt ej alene Kjøbenhavn denne Dag, men gik hastigt og virksomt videre. A. N. Hansen og Broberg søgte paany Finansministeren og, da de fandt denne modvillig, Indenrigsminister Krieger, som ydede dem sin Bistand med at bearbejde Andræ. Det lykkedes da ogsaa den