Naturliv

92 SKOVE, VILDT OG JAGT I SIBERIEN. Den Stilhed, som hersker i dem, bliver formelig til en Plage. Saa snart Urfuglenes Legetid er forbi, hører man kun Kramsfuglens og Solsortens, Graasiskenens, Krognæbets og Tornsmnttens Sang og Gøgens Kalden, men sjældent alle disse samtidigt. De grøn- og rødbenede Klirers drillende Skrig bliver til Sang, Skadens Latter faar noget vist tiltrækkende, endog Kragens, Ravnens og Spættens Skrig og Mejsens lokkende Toner virker oplivende. Til Stilheden svarer Tom- heden i Skovene. Den, som har hengivet sig til Forhaabninger om i dem at komme til at føre et glad Jægerliv, vil blive grusomt skuffet. Utvivlsomt bebos alle disse sammenhængende Skove af langt flere Dyr, særlig Pattedyr og Fugle, end vi tænker, men disse Dyr er saa jævnt fordelte over de umaadelige Flader, foretager maaske ogsaa saa omfattende Vandringer, at man ikke kan faa nogen rigtig Maalestok for deres Antal. Milevide Strækninger synes, eller er i det mindste til visse Tider, saa tomme paa Dyr, at Forskeren eller Jægeren er nærved at fortvivle, naar han uophørlig ser sine Forventninger skuttede; selv den mest erfarne Iagttagers Lokalkendskab lader ham lier i Stikken. Egne, der frembyder alle Betingelser for at en Dyreart maatte kunne trives dér, huser, som det synes, ikke et eneste Par, ikke en eneste omkringstrejfende Han. Haabet om, ved at betræde saadanne Skovpartier, der ligger langt borte fra Menneskers Boliger, til en vis Grad uden for Menneskers Virksomliedssfære, endelig at træffe paa saadanne Dyrearter, som maa leve her, viser sig ligesaa bedragerisk som den Formening, at man snarere skulde møde dem dybere inde i Skoven end ved dens Udkanter. Distrikter, der under Menneskets Indvirkning er bievne mere eller mindre forandrede og til Dels bebyggede, viser sig tværtimod ofte livligere og mere be- boede end det indre af Skovørkenerne. At Dyrearterne overalt hvor Mennesker har grundet faste Nybygder, ryddet Skove, anlagt Enge og Marker, tiltager langt mere i Mangfoldighed end i de vidtstrakte Egne, hvorhen Mennesker endnu ikke har strakt deres Virksomhed, og som endnu ligger hen i deres oprindelige Ensformighed, er let at forstaa, da der netop ved Jordens Dyrkning skabes Steder, der er tiltalende for mange Dyr; at visse Dyrearter i Nærheden af de Steder, hvor Mennesker har fæstet Bo, synes at optræde talrigere end i den utilgængelige Skov, uagtet Mennesket dér hensynsløst, men her næppe i nogen synderlig Grad kan gøre dem nogen Skade —