Naturliv
Forfatter: A.E. Brehm
År: 1892
Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz
Sider: 502
UDK: 5 (04)
Industri-Foreningen
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
92
SKOVE, VILDT OG JAGT I SIBERIEN.
Den Stilhed, som hersker i dem, bliver formelig til en Plage. Saa
snart Urfuglenes Legetid er forbi, hører man kun Kramsfuglens og
Solsortens, Graasiskenens, Krognæbets og Tornsmnttens Sang og Gøgens
Kalden, men sjældent alle disse samtidigt. De grøn- og rødbenede
Klirers drillende Skrig bliver til Sang, Skadens Latter faar noget
vist tiltrækkende, endog Kragens, Ravnens og Spættens Skrig og
Mejsens lokkende Toner virker oplivende. Til Stilheden svarer Tom-
heden i Skovene. Den, som har hengivet sig til Forhaabninger om i
dem at komme til at føre et glad Jægerliv, vil blive grusomt skuffet.
Utvivlsomt bebos alle disse sammenhængende Skove af langt flere
Dyr, særlig Pattedyr og Fugle, end vi tænker, men disse Dyr er saa
jævnt fordelte over de umaadelige Flader, foretager maaske ogsaa saa
omfattende Vandringer, at man ikke kan faa nogen rigtig Maalestok
for deres Antal. Milevide Strækninger synes, eller er i det mindste
til visse Tider, saa tomme paa Dyr, at Forskeren eller Jægeren er
nærved at fortvivle, naar han uophørlig ser sine Forventninger skuttede;
selv den mest erfarne Iagttagers Lokalkendskab lader ham lier i
Stikken. Egne, der frembyder alle Betingelser for at en Dyreart
maatte kunne trives dér, huser, som det synes, ikke et eneste Par,
ikke en eneste omkringstrejfende Han. Haabet om, ved at betræde
saadanne Skovpartier, der ligger langt borte fra Menneskers Boliger,
til en vis Grad uden for Menneskers Virksomliedssfære, endelig at
træffe paa saadanne Dyrearter, som maa leve her, viser sig ligesaa
bedragerisk som den Formening, at man snarere skulde møde dem
dybere inde i Skoven end ved dens Udkanter. Distrikter, der under
Menneskets Indvirkning er bievne mere eller mindre forandrede og
til Dels bebyggede, viser sig tværtimod ofte livligere og mere be-
boede end det indre af Skovørkenerne. At Dyrearterne overalt
hvor Mennesker har grundet faste Nybygder, ryddet Skove, anlagt
Enge og Marker, tiltager langt mere i Mangfoldighed end i de
vidtstrakte Egne, hvorhen Mennesker endnu ikke har strakt deres
Virksomhed, og som endnu ligger hen i deres oprindelige Ensformighed,
er let at forstaa, da der netop ved Jordens Dyrkning skabes Steder,
der er tiltalende for mange Dyr; at visse Dyrearter i Nærheden af
de Steder, hvor Mennesker har fæstet Bo, synes at optræde talrigere
end i den utilgængelige Skov, uagtet Mennesket dér hensynsløst, men
her næppe i nogen synderlig Grad kan gøre dem nogen Skade —