Naturliv

SKOVE, VILDT OG JAGT I SIBERIEN. 93 det kan kun forklares derved, at de uafbrudt rekruteres fra alle Steder. Derfor maa der, i det mindste paa bestemte Tider, ske Vandringer af større eller mindre Omfang, i hvilke de fleste vestsiberiske Dyr deltager, og alle hidtil gjorte Iagttagelser taler i Virkeligheden for, at dette ogsaa er Tilfældet. Standdyr i dette Ords hos os almindelige Betydning synes kun de Dyr at være, der ligger i Vinterdvale og bor i Huler samt til- hører Bjærgegnene. I Brunst- og Parringstiden isolerer ogsaa i Vestsiberien alle de Dyrearter sig, som ellers lever i Flokke; senere slutter Forældre og Børn sig sammen med deres Stammefrænder til Flokke, der nu, nærmest, maaske hovedsagelig, for at kunne skaffe sig den nødvendige Føde, maaske ogsaa tvungne dertil af de ulidelige Myg, begiver sig paa fælles Strejftog. Foderrige Steder, der fængsler de først ankomne, planteædende Dyr, holder ogsaa de senere ankomne fast og hidlokker endelig ogsaa Fjenderne. Paa denne Maade bliver visse Skovdistrikter tomme paa Dyr, og andre befolkes; saaledes op- staar der, om man saa maa sige, Opdæmninger i den bevægelige Strøm af Vandrere, der maa blive saa meget desto mærkeligere og iøjnefaldende, jo stærkere Modsætningen bliver til det sædvanlige Øde og Tomheden i Skovene. Saadanne Samlingssteder for Dyrenes Liv bliver i Reglen ældre, af Ilden hærgede Steder, paa hvis frugtbare Jordhund en Mængde Bærbuske af forskellige Arter atter er voksede op og trives. Her gør ikke alene de siberiske Vildtarter en rig Høst, her fraadser Ulve og Ræve, Zobler og Bjørne, Maarer og Jerver, der for største Delen er hidlokkede af de omtalte planteædende Dyr. Dyr, som paa denne Maade har sluttet sig sammen, vedbliver aabenbart i længere Tid at staa i en vis Forbindelse med hverandre. Plante- ædende Dyr drager, som opmærksomme Jægere har iagttaget, altid efter Bærrene, og Rovdyrene følger trolig i deres Spor. Disse Vandringer forklarer, at visse Skove i mange Aar er fyldte med allehaande Vildt, men derimod i andre Aar synes aldeles for- ladte. Med Forbavselse ser den Vestlænding, som rejser i Siberien, sent paa Efteraaret eller tidligt paa Foraaret, Flokke paa tre til fem Hundrede Urhøns flyve op fra den Vej, der fører gennem Skoven, og med ikke mindre Forundring hører han senere, at Urhøns kun fore- kommer yderst sparsomt i samme eller endnu bedre Skove; han kan om Sommeren, selv paa de allerbedst egnede Steder, stadig