Naturliv

Forfatter: A.E. Brehm

År: 1892

Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz

Sider: 502

UDK: 5 (04)

Industri-Foreningen

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 516 Forrige Næste
SKOVE, VILDT OG JAGT I SIBER1EN. 101 bliver én her paa Grund af Skovenes Utilgængelighed sjældent eller aldrig til Del. Ikke engang for den legende Urfugls Skyld forlader man i den tidlige Majmorgen sit varme Leje: allerhøjst søger man at narre en eller anden Hjerpe ved at efterabe dens Kærlighedsskrig; hvem skulde vel ogsaa have Lyst til at ville underkaste sig saa megen Besvær og Umage, naar Resultatet er saa tvivlsomt? Først om Efteraaret og Vinteren lønner Jagten sig, saaledes som Beboeren af Siberien ønsker og venter; naar de unge Høns skifter Fjer, naar Flokkene vokser til store Skarer eller ligefrem Hære, da er den rette Tid kommen for Jagten paa Skovfugle. Den, der ikke skyr Besværligheder af den forskelligste Art, drager med sine Hunde, i Reglen usle Bykøtere, ud efter de vandrende Fugle og vender i Reglen hjem med rigt Bytte; den, der kan den Kunst at løbe paa Skier, opsøger Tjurerne og Ur- fuglene selv om Vinteren. Efter det første rigelige Snefald indtræder der en Standsning i disse Fuglevandringer, og enhver Flok udhviler sig nu og forbliver paa visse Steder, som lover dem rigelig Næring for de nærmeste Dage. Først paa Vinteren yder de endnu ikke høstede Tyttebær og Enebær Føde i Mængde; og naar disse er for- tærede, gør de nøjsomme Dyr sig til gode, først med Lærketræernes og derefter med Granernes og Fyrrernes Naale eller de umodne Kogler paa disse Træer. Saalænge som muligt fortsætter de til Fods deres Vandring, tilbagelægger ofte ti til tolv Verster paa en Dag, nærmer sig nu og da beboede Steder paa nogle Hundrede Skridts Afstand og efterlader, naar de vandrer videre, saa tydelige Spor i den nyfaldne Sne, at den forfølgende Jæger nødvendigvis maa støde paa dem. Bliver de tvungne til at tage deres Tilflugt til Naale, røber de ved deres Ekskrementer hvor de holder til, hvilket Jægeren iøvrigt ogsaa udfinder af deres Sovesteder. De siberiske Tjurer og Urfugle graver sig i Sneen mere eller mindre lange Gange, der i Keglen naaer lige ned til Jorden, og forlader disse Sovekamre om Morgenen, eller naar der truer en Fare, idet de da hæver sig i Vejret ved nogle Vingeslag og gennembryder det ovenover liggende Isdække; man kan derfor ikke blot kende deres Natteherberger igen, men ogsaa slutte sig til, hvilken Nat disse har været anvendte, hvorfor de giver den erfarne Jæger for- træffelige Fingerpeg. Ved langvarigt Snefald bliver Skovfuglen under- tiden lige til Middag i sin Sovehule, og naar den er fløjen op i et Træ og er beskæftiget med sit Maaltid, tillader den endog Skytten at