Naturliv
Forfatter: A.E. Brehm
År: 1892
Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz
Sider: 502
UDK: 5 (04)
Industri-Foreningen
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
SKOVE, VILDT OG JAGT I SIBER1EN.
101
bliver én her paa Grund af Skovenes Utilgængelighed sjældent eller aldrig
til Del. Ikke engang for den legende Urfugls Skyld forlader man i den
tidlige Majmorgen sit varme Leje: allerhøjst søger man at narre en
eller anden Hjerpe ved at efterabe dens Kærlighedsskrig; hvem skulde
vel ogsaa have Lyst til at ville underkaste sig saa megen Besvær og
Umage, naar Resultatet er saa tvivlsomt? Først om Efteraaret og
Vinteren lønner Jagten sig, saaledes som Beboeren af Siberien ønsker
og venter; naar de unge Høns skifter Fjer, naar Flokkene vokser til
store Skarer eller ligefrem Hære, da er den rette Tid kommen for
Jagten paa Skovfugle. Den, der ikke skyr Besværligheder af den
forskelligste Art, drager med sine Hunde, i Reglen usle Bykøtere, ud
efter de vandrende Fugle og vender i Reglen hjem med rigt Bytte;
den, der kan den Kunst at løbe paa Skier, opsøger Tjurerne og Ur-
fuglene selv om Vinteren. Efter det første rigelige Snefald indtræder
der en Standsning i disse Fuglevandringer, og enhver Flok udhviler
sig nu og forbliver paa visse Steder, som lover dem rigelig Næring
for de nærmeste Dage. Først paa Vinteren yder de endnu ikke
høstede Tyttebær og Enebær Føde i Mængde; og naar disse er for-
tærede, gør de nøjsomme Dyr sig til gode, først med Lærketræernes
og derefter med Granernes og Fyrrernes Naale eller de umodne Kogler
paa disse Træer. Saalænge som muligt fortsætter de til Fods deres
Vandring, tilbagelægger ofte ti til tolv Verster paa en Dag, nærmer sig
nu og da beboede Steder paa nogle Hundrede Skridts Afstand og
efterlader, naar de vandrer videre, saa tydelige Spor i den nyfaldne
Sne, at den forfølgende Jæger nødvendigvis maa støde paa dem.
Bliver de tvungne til at tage deres Tilflugt til Naale, røber de ved
deres Ekskrementer hvor de holder til, hvilket Jægeren iøvrigt ogsaa
udfinder af deres Sovesteder. De siberiske Tjurer og Urfugle graver sig
i Sneen mere eller mindre lange Gange, der i Keglen naaer lige ned
til Jorden, og forlader disse Sovekamre om Morgenen, eller naar der
truer en Fare, idet de da hæver sig i Vejret ved nogle Vingeslag og
gennembryder det ovenover liggende Isdække; man kan derfor ikke
blot kende deres Natteherberger igen, men ogsaa slutte sig til, hvilken
Nat disse har været anvendte, hvorfor de giver den erfarne Jæger for-
træffelige Fingerpeg. Ved langvarigt Snefald bliver Skovfuglen under-
tiden lige til Middag i sin Sovehule, og naar den er fløjen op i et
Træ og er beskæftiget med sit Maaltid, tillader den endog Skytten at