Naturliv

102 SKOVE, VILDT OG JAGT 1 S1BERIEN. komme indenfor Skudvidde, da den ikke lader sig synderlig genere at Hundenes Gøen, og medens den giver Agt paa de under Træet staaende Hunde ikke lægger Mærke til Jægeren. Den første Be- tingelse for at saadanne Sporjagter skal lykkes, er, at Sneen ikke alene har planeret alle Jordens Ujævnheder og bortryddet de Heste Hindringer, men ogsaa har fæstnet sig tilstrækkelig til at gøre den fornødne Modstand mod Skierne og bære Jægeren. Ulige mageligere og i Reglen med større Resultat foregaar dog Jagten paa Urfugle med Bulban. Naar man vil drive en saadan Jagt, begiver man sig om Efteraaret før Daggry ind i Skoven, skjuler sig bag en om. muligt i Forvejen rejst eller hurtigt sammenstillet Ris- hytte, anbringer med en Stang Bulbanen — en Dukkeurfugl, ud- stoppet eller forfærdiget af Træ og Blaar, ovørtrukken paa de rigtige Steder med sort, hvidt og rødt Tøj, den levende Fugl saa skuffende lig som muligt — i det højeste Træ i Kærheden, saa at den er placeret imod Vinden, og1 lader derpaa Mennesker og Hunde afdrive den omliggende Skov. Alle unge Urhøns, som Erfaringen ikke har gjort klogere, der opskræmmes og faar Øje paa Bulbanen, flyver hen imod den formentlige, efter alt at dømme trygge Slægtning og slaar ned i det samme Træ, hvor den sidder, og den paa Lur liggende Jæger, der foruden sin Lodbøsse stundom ogsaa medfører en Hagel- bøsse, kan ofte gøre sit Valg blandt Snese af de narrede Fugle. I Skove, der om Sommeren ikke er bievne foruroligede, tager Urfuglene saa lidt Hensyn til det svage Knald fra Lodbøssen, at Kammeraten til en fra Træet nedfaldende, død Fugl ikke engang flyver bort, men sidder og kigger efter den nedfaldne Frænde og roligt venter, indtil Skytten atter har kunnet lade og fælde et andet, tredje Offer o. s. v. Urfuglenes Talrighed gør det ikke utroligt, at nogle Jægere paa én eneste Morgenstund fra en og samme Rishytte har kunnet nedskyde tyve og endnu flere Urhøns. Ikke mindre lønnende end Urfuglejagten med Bulban og i høj Grad fængslende for enhver Jæger er Jagten paa Hjerper, saaledes som den drives i Siberien. Der udkræves ingen som helst Forbere- delser, ikke engang dresserede Hunde er absolut nødvendige, til hvor stor Nytte de end kan være. Hjerpen er meget almindelig i det vestlige Siberiens Skove, maaske endnu almindeligere end Tjuren og Urfuglen, men optræder saa stilfærdigt, at man tidt ikke mærker