Naturliv

SKOVE, VILDT OG JAGT I S1BER1EN. 115 nærmere. Ude af Stand til at vende sig om, rasende forbitret, løber, traver, jager den fremad, stadig i Cirkel, uden Rist og Ro, og tilbage- lægger paa denne Maade en uendelig Strækning. Den kloge Ged begriber snart, hvorledes Sagerne staar og bliver omsider staaende midt i det indre Rum, ihvorvel den vedblivende skriger og ryster over hele Kroppen; Ulven indser tilsidst, hvor unyttig dens Kredsløb er, for- søger at genvinde sin Frihed, rykker med Tænderne fodlange Spaaner af Pælene, tuder af undertrykt Raseri og Angst — alt forgæves! Efter en kvalfuld Nat gryr endelig endnu engang Morgenen — dens sidste. I Byen begynder det nu at røre sig: i Hundenes Gøen blander der sig Menneskestemmer, mørke Mænd, fulgte af glammende Hunde, nærmer sig Skuepladsen for Sørgespillet. Ubevægelig som et Lig ligger Ulven paa Jorden, næppe med et Blik forraader den, at den endnu er i Live. Gøende som rasende trænger Hundene sig sammen om den indre Indhegning, den rører sig ikke; haanende hilser Mændene Fangen velkommen: ikke en Bevægelse. Men hverken Hundene eller Mændene lader sig narre. De første forsøger at trænge ind mellem Pælene og at nappe den skindøde i Pelsen; de sidste at kaste den overalt benyttede Hestelasso, Arkanen, over Hovedet paa den. Endnu en Gang springer Rovdyret op, endnu en Gang tilbagelægger det sin Martyrvej; tudende, hylende og skærende Tænder forsøger den at skræmme sine Omgivelser: forgæves — den undgaar ikke den frygte- lige Slynge, og nogle Minuter efter er den kvalt. Ræven forfølges overalt af Ulven, som jager og æder den. Den forekommer derfor ikke saa talrigt i Siberien, men det er dog hidtil ikke lykkedes hverken dens saa fjendtligt stemte Frænde eller Menne- sket at udrydde den. I Skovbæltets østlige Del foretager den nu og da lange Vandringer, naar den følger enten Haren eller Skovfugle; vestpaa synes man dog ikke at have foretaget Iagttagelser i saa Hen- seende. Man klager ikke i Siberien over at den volder nogen Skade, men desuagtet forfølges den meget ivrigt, fordi dens Skind er ligesaa efter- spurgt af Russerne som af de indfødte og forøvrigt temmelig dyrt, naar det har en særlig skattet Farve, i hvilket Tilfælde det endog opnaar en urimelig liøj Pris. Som Vildt stiller man derfor kun Zoblen højere end den. Jægere af Fag foretager om Vinteren udelukkende for dens Skyld Jagter, som fører dem næsten ligesaa dybt ind i Skovene, som Zobeljægerne trænger ind; Ostjakerne og Samojederne 8*