Naturliv

116 SKOVE, VILDT OG JAGT I SIBERIEN. stiller deres selvskydende Buer op hovedsagelig for dens Skyld ug skyr ingen Møje for at opsøge et Sted, hvor der findes Unger. Disse udgraver de, ikke for at dræbe, men for omhyggeligt at passe og op- fostre dem, indtil de er udvoksede og med den første eller anden Vinter har faaet et Skind, som for disse ejendommelige Dyrebeskyttere betyder langt mere end det elskede Plejebarns Liv. De overgiver det da uden Skaansel til den kvælende Slynge. Paa en Maade kan ogsaa den hvide Ræv regnes til Skovbæltets Dyr; dog trænger den sandsynligvis intet Steds ind i selve Skoven, men følger højst om Vinteren de store Elves Løb for i den sydligere Del af Tundraen, dens egenlige Hjemsted, at anstille Jagt paa Harer og Ryper. Et Skovdyr i Ordets egenligste Forstand er derimod Lossen; den optræder imidlertid i Siberien kun sporadisk og falder derfor kun forholdsvis sjældent som Bytte for Jægeren. Sandsynligvis forlader den kun sine egenlige Opholdssteder, de tætteste Dele af de indre Skove, naar Næringssorg eller Parringsdrift maner til Vandring og fører den ud til Skovens Yderkanter. Erfarne Jægere i de østlige Uralegne paastaar, at den med Bjørnen deler ikke blot Omraade i Almindelighed, men at den ogsaa bliver i Nærheden af Bjørnens Hi, efter at denne har lagt sig til at sove; samme Jægere forsikrer, at Lossens Forkærlighed for Bjørnens Vintersovested forraader denne, da man paa saadanne Steder, hvor de fleste Lossespor krydser hverandre, kun har at foretage en nøjere Undersøgelse, og man vil da kunne være sikker paa et Resultat, naar man træffer et i en Cirkel gaaende Spor, da et saadant Sted altid leder omkring Bjørnens Hi. Ogsaa den Vane, Lossen har, uafbrudt med ængstelig Omhu at trampe i de gamle Spor, skal i høj Grad lette Opsøgelsen af Bjørnens Leje. Desuden paastaar man, at Lossen i Siberien gerne gør sig til Gode med friske Aådsler og derfor muligvis opsøger Bjørnen for at passe paa og overtage, hvad denne har levnet fra sit Maaltid. Rigtignok paastaar man om Lossen, at den meget vel er i Stand til at nedlægge større Dyr uden en saa tvivlsom Vens Hjælp, at den særlig ivrigt forfølger og paa kort Tid overmander Rensdyr og Raadyr, men man betoner tillige, at dens Jagt hovedsagelig gælder mindre Vildt og nævner som saadant Harer og Egern, Tjurer, Urfugle og Hjerper, Mus, alle Slags Fugleunger og lignende. Der er ingen Anledning til