Naturliv

120 SKOVE, VILDT OG JAGT I SIBERIEN. ørkner, slaar deres Natteleje op dér og ernærer hovedsagelig sig og deres Hunde med Kødet af de nedlagte Dyr, for at spare saa meget som muligt paa det medtagne Forraad. De grimme, men kloge og forstandige Hunde opdager ikke blot ethvert Spor, men opsøger ogsaa de i Træerne gemte Maarer og Egern, bliver staaende ved Træets Fod, uafbrudt gøende, og holder dem fast, indtil Jægeren er naaet hen til Stedet. Denne nærmer sig med alle Skovskytters urokkelige Ro, lægger sin lange Bøsse betænksomt paa en Gren, eller i Køds- tilfælde paa den ved Enden af Løbet anbragte Gaffel, sigter længe og giver omsider Ild. Ved Jagttidens Begyndelse lader Egern, ja endog Maarer, udelukkende optaget som de er af Hundene, Jægeren nærme sig paa faa Alens Afstand; men de bliver snart forsigtigere og gør det da vanskeligt for Skytten at kunne tage sikkert Sigte. Er det desuagtet lykkedes denne at jage Kuglen gennem Øjet paa et Dyr, saa er han veltilfreds, idet han da ikke alene har erhvervet et uskadt Skind, men tillige kan bruge Blystumpen endnu en Gang. Straks naar han har bemægtiget sig det faldne Bytte, flaar han det, hvorved han, naar der er Tale om Maarer og Egern, krænger Kroppen ud gennem Mundaabningen, knækker Hjærneskallen for at faa fat paa Projektilet og derpaa stopper Huden og Kroppen hver for sig i sin Randsel. Naar Egern optræder talrigt, er en saadan Jagt ligesaa indbringende som fornøjelig. Enhver Jæger maa benytte den korte Tid; det ene Skud knalder efter det andet; det ene Bytte lægges til det andet. Tager det lang Tid at lade Bøssen, saa gaar det desto hurtigere med at flaa Byttet, og enhver Jæger gør ærligt og redeligt sit. Uden at hvile, uden at spise, uden engang at ryge, drager Jagt- selskabet videre; de støvende Hunde holder Jagtkammeraterne sammen, og det skarpe Knald fra deres Bøsser og Hundenes muntre Gøen op- liver dem; man tæller Skuddene, og den ene glæder sig over eller misunder de andre deres Bytte. Er Vinteren derimod fattig paa Vildt, kommer der trods idelig Knalden med Pisken ingen Egern frem, ses der ingen Spor hverken af Zobler eller Skovmaarer, Elsdyr eller Rensdyr, saa drager Jægere og Hunde tavse og mismodige gennem Skoven, og Køkkenmester Smalhans ødelægger aldeles det gode Humør. Med det frembrydende Mørke tænker vore Jægere paa at ind- rette sig for Natten. Enhver af dem graver sig under et gammelt,