Naturliv

126 SKOVE, VILDT OG JAGT I SIBERIEN. Sækkene, gennem hvilket Koglerne falder ud. En Bjørn, som kommer gaaende gennem Skoven efter Vognen, finder nogle af disse Kogler, finder flere og flere og følger saa efter Vognen, uden at blive set af Kusken. En god Stund derefter forlader Bonden Heste og Vogn paa Vejen og gaar ind i Skoven for yderligere at hente en dér staaende Sæk med Kogler. Inden han er kommen tilbage med sin Byrde, er Bjørnen, der uafbrudt har plukket Kogler, naaet hen til Vognen og er klatret op paa denne for rigtigt at gøre sig til Gode. Med ikke ringe Forfærdelse ser den tilbagevendende Bonde hvilken Rejsekam- inerat, der har trængt sig ind paa ham, han vover ikke at gøre en saadan Passagerer noget og lader ham i Besiddelse af Hest og Vogn. Hesten, som allerede er bleven en Smule urolig, ser sig endelig om, faar Øje paa Bjørnen og sætter afsted, alt hvad Remmer og Tøj kan holde; denne uventede Bevægelse afskrækker imidlertid Bjørnen fra at hoppe af, tvinger den til at holde sig fast og tillader den kun ved en højlydt Brummen og Brølen at udtrykke sin stigende Forbitrelse. Naturligvis tjener denne Brølen kun til endnu mere at paaskynde Farten; og jo mere bange Bjørnen bliver, og jo mere den raser, desto hurtigere iler Hesten hjemad mod Byen. Dér har man imidlertid i flere Timer gaaet og ventet paa Biskoppens Ankomst; Folk staar nu i Højtidsdragt udenfor Dørene for at se og hilse paa den høje Herre, man har endog sendt nogle Drenge med gode Øjne op i Kirke- taarnet for at holde Udkig og paalagt dem at ringe med alle Klok- kerne, saa snart den hellige Mand var i Sigte. Da ses der en Støvsky langt borte; Drengene svinger Klokkerne, Mænd og Kvinder ordner sig i lange Rækker, Popen med Røgelsekarret trænger sig hen foran Kirkedøren, og store og smaa bereder sig paa værdigt at modtage Kirkens Fyrste. Og fremad ruller Vognen; midt gennem den høj- tidsstemte Bybefolkning jager Hest og Kusk; den første indhyllet i Damp, svedende og vrinskende, den anden brølende og brummende, og først inde i Bondens Gaard standser den vilde Fart. I Stedet for den saa skønne russiske Kirkesang lyder nu de halvt afmægtige Kvinders Skrig gennem Luften; i Stedet for ydmygt bukkende Bønder ser man lutter forskrækkede Ansigter, kun Klokkerne bliver ved at ringe. Inden de har holdt op at lyde, er man dog allerede kommen til Sans og Samling; man skynder sig nu bevæbnede efter Hest og