Naturliv

136 STEPPERNE I DET INDRE AFRIKA. formige Billede, uden at de dog kan berøve det synderlig meget af dets Enstonighed. Uvenlig er ogsaa den Modtagelse, Steppen bereder Vandreren. Siddende paa høje Kameler rider man gennem Landet. Da lokker et eller andet Vildt til Jagt og narrer én til at trænge ind i Græs- skoven. Man finder nu, at der mellem de tilsyneladende saa glatte og uskyldige Græsser forekommer Planter, som er langt værre end Mimosernes Torne. Paa Jorden vokser »Tarbanen«, hvis Frøkapsler er saa skarpe, at de skærer gennem Saalen paa lettere Rytterstøvler; over dem hæver »Esseken« sig, hvis Borrer fæster sig ved Tøjet og hvilke det næsten er umuligt at faa bort; endnu noget højere vokser »Askaniten«, af disse tre den allerværste, eftersom dens fine Torne løsner sig ved den mindste Berøring, trænger ind gennem Klæderne, borer sig ind i Huden og foraarsager at denne bulner; Saarene er ganske vist i og for sig meget smaa, men ved deres overordenlig store Mængde virker de dog yderst generende. Alle disse tre Planter hindrer ethvert længere Ophold, enhver videre Fremtrængen i Græsset og bliver til en Plage for Mennesker og Dyr, og man begriber let, hvorfor enhver indfødt stedse fører en lille lin Knibtang med sig som et af sine allervigtigste Værktøj, og at, ligesom hos Aberne, den største Kærlighedstjeiieste, det ene Menneske kan vise det andet, be- staar i at trække de fine, næsten usynlige, men naalespidse Torne ud af hans Hud. At ogsaa de fleste andre Planter paa Steppen, særlig- næsten samtlige Træer og Buske, er bedækkede med større eller mindre Torne, er ikke noget overraskende for den, der et eller andet Sted i Afrika har søgt at trænge igennem et Krat eller blot er kommen et Træ for nær. Langt ubehageligere Ting forestaar der én dog om Katten. Ogsaa paa Steppen maa man tidt ride flere Dage i Rad uden at komme til en By, og maa derfor slaa Lejr og tilbringe Natten under aaben Himmel. En hertil passende Plads, fri for de nævnte generende Planter, er omsider funden, Hesten er befriet for sin Byrde og bunden, den simple Lejr er rejst, d. v. s. Bejsetæppet er udbredt paa Jorden, og en vældig Ild tjener til Beskyttelse mod Rovdyrene. Solen gaar ned, og Minut efter Minut breder Natten sig over Sletten; Ilden be- lyser Lejren og dens Omgivelser. Da bliver der pludselig Liv og Be- vægelse, saavel her som paa Lejrpladsen. Lokkede af Ilden kommer