Naturliv

stepperne i det indre afrika. 137 Dyr springende og krybende, enkelt- og parvis, dusin- og snesevis. Først viser der sig umaadelige Kæmpeedderkopper, der med deres otte Ben spænder over næsten ligesaa stor en Flade som en Mand med udbredte Fingre; umiddelbart derefter, stundom samtidig, indfinder Skorpionerne sig. De første saavel som de sidste løber næsten uhyggeligt rask hen imod Ilden, over Lejrens Tæpper og Dækkener, ind mellem de til det simple Aftensmaaltid opstillede Tallerkener, vender om, saa snart Straalevarmen fra Ilden driver dem tilbage, lader sig endnu en Gang hidlokke af Flammen, og forøger derved yderligere den truende Vrimmel; thi disse Edderkopper er paa Grund af deres farlige, eller dog meget smærtefuldø Bid næppe mindre frygtede end Skorpionerne, og ligesom disse til enhver Tid beredte til at bide. Forbitret griber man til det andet Værktøj, som den erfarne Vejviser før Rejsen lige- ledes har anbefalet som uundværligt, nemlig en lang Ildtang, skraber saa mange af de ubudne Gæster sammen, som man kan faa fat i, og kaster dem uden Barmhjærtighed ind i den knitrende Ild. Takket være Rejsekammeraternes forenede Anstrængelser har snart største Delen af disse modbydelige Dyr funden deres Død i Flammerne; Til- løbet bliver svagere og svagere, mod de ny gaar man frem paa samme Maade som mod de første: man trækker atter Vejret frit — men for tidligt! Nye og endnu uhyggeligere Gæster begynder at nærme sig Ilden: giftige Slanger, der ligesom Edderkopperne hidlokkes af Skinnet. I dem, i det mindste i den Art, der indfinder sig talrigst, finder Naturforskeren højst interessante Dyr: det er nemlig den sand- gule Hornslange, de gamles berømte eller berygtede Cerastes, den paa mange ægyptiske Mindesmærker afbildede Fi, den samme Slange, ved hvis Gifttænder Kleopatra gav sig selv Døden; den trætte rejsende ønsker dem imidlertid Pokker i Vold. Hele Lejren kommer i Be- vægelse, saa snart dens Navn udtales af en eller anden af de rejsende; alle og enhver griber, langt hurtigere og uroligere end før, til Ild- tangen, sniger sig, saa snart han faar Øje paa Slangen, forsigtigt hen til den, griber den bagfra ved Nakken, kniber Tangen fast sammen, saa at den ikke kan slippe ud, kaster den midt ind i den flammende Ild og følger dens Tilintetgørelse med Skadefryd. Takket være deres Skælbeklædning, der er Sandet forbløffende lig, og deres Vane om Dagen eller i deres Hviletimer at grave sig helt ned i Sandet, saa at kun de kurte, som Følehorn tjenende Horn ses over Jorden, er det