Naturliv

LAPLANDS FUGLEBJÆRGE. 7 Ingen anden Andeart er i saa egenlig Forstand som Edderfuglen en Havbeboer, ingen vover sig nødigere paa Land, ingen flyver mere klodset, ingen svømmer hurtigere, ingen dykker med større Færdighed og dybere end den. Indtil en Dybde af halvandethundrede Fod sænker den sig ned under Havfladen for at skaffe sig Føde, og den skal kunne opholde sig under Vandet indtil fem Minuter, en overordenlig lang Tid. Før Rugetidens Begyndelse forlader den enten slet ikke eller kun undtagelsesvis det aabne Hav, idet den niere følger et Lune end Nødvendigheden. Allerede henimod Slutningen af Vinteren har dog Sværmen, som ogsaa denne Art danner, skilt sig i enkelte Par, og kun de Hanner, som det ikke er lykkedes at vinde en Hun, svømmer endnu omkring i smaa Grupper. Mellem Ægtefællerne hersker der paa begge Sider den lykkeligste Endrægtighed, kun én Vilje — utvivlsomt Hunnens — er bestemmende for begges Gøren og Laden; hæver Hunnen sig over Vandspejlet for at flyve nogle Hundrede Fod, flyver Hannen efter; dykker Hunnen ned i Dybet, saa forsvinder ogsaa øjeblikkelig Hannen; hvorhen Hunnen end vender sig, følger han hende troligt; hvad hun end gør, saa svarer det altid til hans Ønsker. Endnu lever Parret ude paa det aabne Hav, om end Dybden ikke overstiger halvandethundrede Fod, og altid kun paa Steder, hvor Muslinger i tilstrækkelig Mængde bedækker Klipperne og Bunden. Det er disse Bløddyr, som ofte udelukkende udgør Edderfuglenes Føde og for deres Skyld dykker de ned i den betydelige Dybde; men disse Dyr bevarer dem ogyaa mod den Mangel, som stundom truer saa mange andre Ænder. I April, senest i Begyndelsen af Maj, nærmer Parrene sig mere og mere til Skærgaardene og derved ogsaa til Kysten. I Hunnens Hjærte er der vaagnet Moderbekymringer, og for disse maa alle andre Hensyn vige. Ude paa det aabne Hav var Parret saa sky, at det aldrig afventede en Baads eller et Skibs Nærmelse, og Mennesket var mere frygtet end noget andet Væsen; nu i Nærheden af Øerne bliver Forholdet et helt andet. Hunnen, der nu kun følger Moderdriften, svømmer ind til Rugeøerne, og uden at bryde sig videre om Mennesket, vralter hun i Land. Bekymret følger nu Ægtefællen hende, ikke uden at lade høre sit advarende: »Ahua, Ahua«, ikke uden forsigtigt at tøve fra Tid til anden, blive tilbage, betænke sig længe for først