Naturliv

6 LAPLANDS FUGLEBJ/KRGE. til Tørv forvandlede Planterester. De lavere Skær plejer Nordmanden at kalde »Edderfugleholme« efter de værdifuldeste eller, hvad der er det samme, nyttigste af alle Søfugle, som han da ogsaa omfatter med særlig Forkærlighed; ved Navnet Fuglebjærge forstaar lian i Almin- delighed kun de brat fra Havet opstigende højere Øer, der hoved- sagelig bebos af Alker eller af Maager. Hvor fristende det end kan være for Naturforskeren nærmere at betragte og udførligere at skildre hver enkelt af Havets Rugefugle, saa byder Talriglieden af de højnordiske Fuglebjærges Befolkning ham nødvendigvis at begrænse sig; ogsaa jeg maa give Afkald paa at tegne indgaaende Billeder af alle disse Fugles Liv; men anser mig dog forpligtet bil i det mindste flygtigt at skildre en og anden for at fremhæve nogle Hovedtræk af Søfuglenes Liv. Hvor vanskeligt Valget end kan være, maa dog en af dem, som hvert Aar vender tilbage til de samme Rugepladser og paa den vidunderligste Maade giver disse og deres Omgivelser Liv og Farve, nemlig Edderfuglen, ikke savnes blandt de udvalgte. To Arter af disse prægtige Fugle bebor eller besøger Evropas Kyster; den ene af dem, den almindelige Edderfugl, forekommer forholdsvis langt mod Syd, lige ned til Øerne udenfor det nordvestlige Tyskhind. Deres Fjerdragt er et tro Spejlbillede af det højnordiske Hav. Sort og rødt, askegraat, isgrønt, lividt, brunt og gult er de Farver, som er forenede hos dem. Den almindelige Edderfugl er den mindst prægtige af dem, men den er dog en overordenlig smuk Fugl: Nakken og Hyggen, et Baand over Vingen og en Plet paa Siden af Overkroppen er hvide som Bølgernes Skum; Halsen og Kraven er svagt rosenfarvede paa hvid Bund, som om Midnatssolens Glød havde efterladt noget af sin Straaleglans paa dem; en Stribe paa hver Side af Hovedet er grøn som Jøklernes Is; men den nederste Del af Brystet og Bugen, Vingerne og Halen er sorte som selve Havets Dyb. En saa prægtig Dragt er dog kun faldet i Hannens Lod; Hunnen klæder sig — som Tilfældet er med alle Ænder — i en langt mere fordringsløs og dog ikke mindre tiltalende Dragt. Den fremherskende rustfarvede Grund, der mere eller mindre spiller i brunt, er tegnet af Længde- og Tvær- pletter, Linier og Snirkler i en saa mangfoldig Nuancering, at man savner Ord for at kunne give en tro Beskrivelse af den.