Naturliv

LAPLANDS FUGLEBJÆRGE. 5 Mere stille bliver det i Norden, mere ensomt Landet, mere øde Havet. Endelig ved Foraarsjævndøgn har næsten alle fremmede Skibe forladt Høstpladsen og alle Fisk har atter trukket sig tilbage til Havets mørke Dyb. Men allerede udsender Havet nye Børn, og atter bliver der Liv i Sundene, Bugterne og Fjordene, ikke dér alene, men ogsaa paa Øerne og Skærene, og snart skuer Millioner af klare Fugleøjne ned i Havet fra disse Steder, hvor det travle Vinterliv herskede. Der er et dybt indgribende Træk i alle egenlige Søfugles Liv, nemlig det, at kun to Aarsager kan bevæge dem til at besøge Landet: den hvert Foraar paany vaagnende Kærlighedsfølelse og den mørke Anelse om den sig nærmende Død. Det er ikke Vinteren med sin lange Nat, sin Kulde og sine Storme, der driver dem til at søge Land: de er hærdede imod alle det høje Nords ublide Vejrforhold og vante til at skøtte deres Sysler paa eller under Bølgerne; ej heller Frygten for Rovfiskens truende Tand skræmmer dem i Land; de besøger dette, f. Eks. en ensomt i Havet liggende 0, kun lejlighedsvis og kun en kort Stund for at gennemfedte deres Fjerdragt grundigere, end dette kan ske i Vandet. Men naar Kærligheden med Solens første Straaler begynder at røre sig i deres Hjærter, da vender gamle og unge, selv om do skal nødes til at svømme eller flyve Tusinder af Sømil, atter tilbage til det Sted, hvor de først skuede Dagens Lys, og naar en Søfugl midt i den iskolde Vinter, naar disse Pladser længe har ligget ode, føler Døden i Hjærtet, da skynder den sig, saalænge Kræfterne staar den bi, afsted, for om muligt at komme til at dø paa samme Sted, hvor dens Vugge stod. Det er de utallige Søfugles aarlige Møde paa Rugepladserne, sum i flere Maaneder meddeler disse et Liv, der er saa storartet, at det ikke er til at beskrive. Forskellige som Søfuglene selv er Flokkene, forskellige de Steder, eller som Nordmanden siger: de Bjærge, de befolker. Medens nogle til Rugepladser kun vælger saadanne Skær, som lige netop hæver sig over Flodmærket og ikke frem- bringer flere Planter, end der akkurat behøves for at beklæde Kelen, der er anbragt i den i Land skyllede Tang — vælger andre Øer, som hæver sig brat og stejlt Hundreder af Fod over Havet og enten er rigt forsynede med fremspringende Dele, Afsatser, Huler, Kløfter og andre Gemmesteder, eller bedækkes af et tykt Lag af de