Naturliv

STEPPERNE I DET INDRE AFRIKA. 153 tillader den, men i dens Spor følger de mordlystne Hunde, afskærende alle Bugter og Svingninger, den forsøger at gøre, de nærmer sig den mere og mere og tvinger den tilsidst til at standse. I Bevidstheden om sin Styrke og sine Vaaben benytter den nu sine spidse Horn med Dygtighed og Eftertryk, gennemboret og dødelig ramt styrter maaske en eller anden Hund til Jorden, men de øvrige hænger sig snart fast ved dens Hals og paa dens Ryg og hyler af Jubel, mens den drager sit sidste Suk. Uden at bryde sig om Mennesker, overfalder disse Hunde alle Slags Husdyr, sønderriver de mindre med en Maars Blodtørst og saarer og lemlæster de store, saafremt de ikke kan faa Bugt med dem; tamme Hunde, som sendes imod dem, afventer de uden Frygt, kæmper med. døm paa Liv og Død og kaster dem i Reglen livløse til Jorden. Naar de blev tæmmede, Mennesket fuld- kommen underdanige og dresserede fra Slægtled til Slægtled, vilde de sikkert blive de bedste Sporhunde i Verden; men det vilde ikke være let at kue dem. De vænner sig til deres Vogtere og lægger overfor dem en vis Hengivenhed, ja endog Ømhed for Dagen, men gør dette paa deres egen Vis. Bliver der kaldt paa dem, rejser de sig fra deres Leje, springer jublende op og kæmper af Glæde ind- byrdes, løber hen imod deres Herre, springer op ad ham, forsøger at lægge deres umaadelige Glæde for Dagen ved de mest ekstravagante Hundegebærder og véd tilsidst ikke nogen bedre Maade at udtrykke denne paa end ved at bide den elskede Herre. Vild Kaadhed, en utæmmelig Trang til at bide, karakteriserer næsten enhver af deres Handlinger. Irritabel, som næppe nogen anden Skabning, bevæger de ethvert Lem, dirrer de i hver eneste Fiber, saa snart noget nyt møder eller sysselsætter deres Blik; denne deres Kviksølvnatur antager et Præg af overdreven Kaadhed og fremtræder et Øjeblik senere som Vildhed og Rovlyst. Da bider de i alt, hvad der kommer paa deres Vej, bider uden ringeste Anledning, for deres Fornøjelses Skyld, sand- synligvis uden nogen som helst Ondskab. De er de underligste Skabninger, Steppen huser. I de Dele af Steppen, som jeg særlig har haft for Øje, altsaa navnlig Landene Kordofan, Sennaar og Taka, er Dyrelivet, naar man ser bort fra de to Aarstiders Indvirkning, ikke paa langt nær i samme Grad udsat for ulykkebringende eller blot forstyrrende Indflydelser som paa det sydlige Afrikas eller Mellemasiens Stepper. For de Dyr,