Naturliv

154 STEPPERNE I DET INDRE AFRIKA. som ikke foretager Vandringer eller ligger i Dvale i Maaneder, ind- træder der om Vinteren ganske vist Savn, ja endog Mangel, dog aldrig Hungersnød eller fuldstændig Vandmangel, og som Følge deraf heller ikke den fortvivlede Stræben efter at forlade \ den forarmede Hjemstavn og i sanseløs Flugt at søge lykkeligere Egne. Ogsaa Dyrene paa de nordafrikanske Stepper vandrer og tlytter, men deres Vandringer sker uregelmæssigt og ikke paa samme Maade som deres, der bebor andre Stepper og i Hundredtusinder forlader dem, naar den truende Ødelæggelse driver dem afsted. Saa uhyre Antilope- hjorde, som de, der strømmer sammen i det sydlige Afrika, kender man, som allerede ovenfor bemærket, ikke til i Nordafrika. Alle selskabeligt levende Pattedyr og Fugle slutter sig, naar Vinteren ind- træder, sammen i Flokke, der atter skilles ad, naar Foraaret nærmer sig; alle Trækfugle drager afsted og kommer tilbage paa omtrent samme Tid; men dette sker og har altid sket regelmæssigt, ikke uregelmæssigt og uden at søge at naa et bestemt Maal. Der findes imidlertid en Magt, som indvirker paa Dyrenes Liv ogsaa paa disse Stepper: Ilden. Hvert Aar ved den Tid, da de mørke Skyer i Syd og de fra dem flammende Lyn forkynder Foraarets Nærmelse, og paa saadanne Dage, da Søndenvinden bruser hen over Steppen, sætter den her hjemmehørende Nomadehyrde Ild paa den bølgende Græsskov. Hurtigt og uimodstaaeligt griber riammen om sig, over umaadelige Strækninger breder den sig, og Røgen iler foran den; en mørkerød Sky forkynder om Natten dens tilintetgørende og dog nyttige Ar- bejde. Ikke sjældent naaer den frem til Urskoven, følger flagrende de fortørrede Slyngplanter op i Trækronerne og fortærer de Blade, der endnu sidder tilbage, eller forkuller Stammernes Bark; undertiden, ihvorvel sjældnere, omslutter den endog faste Landsbyer og slynger sine fængende Pile mod Halmhytterne, der da med Tankens Hastig- hed forsvinder fra Jorden. Ihvorvel en Steppebrand, trods Brændmaterialets Mængde og Letfængelighed, aldrig indeholder nogen virkelig Fare for det beredne Menneske eller den, der møder den med. Ild, sætter den dog hele Dyreverdenen i den livligste Bevægelse og driver alt levende, som Græsskoven har gemt, paa Flugt, faar undertiden denne til at gaa over til det vildeste Løb, eftersom Skrækken paaskynder Flugten